Squash Online

DM interview: Kristian Frost påtager sig favoritværdigheden

April 09, 2013Martin Laursen

Som optakt til det kommende individuelle DM i denne weekend, har vi hos SQO.dk grebet fat i de to forhåndsfavoritter til titlen hos herrerne - Kristian Frost og Rasmus M. Nielsen. Her har vi udspurgt dem om (næsten) alt mellem himmel og jord, hvad angår squash.

I dette interview kan du som læser høre mere om hvordan den tredobbelte forsvarende mester Kristian Frost ser det forestående DM. Opvokset i den lille by Gjellerup, hvor det meste af tiden i opvæksten blev brugt i Hammerum hallen på først håndbold og senere squash, har han fødderne plantet solidt i den jyske muld. Jeg fangede ham en mandag aften midt i lektierne, men det travle program til trods, havde han alligevel tid til at tage en snak om bl.a. favoritværdigheden til DM, landstrænersituationen, samt hvad det overordnede mål er for hans squashkarriere.

Du er forsvarende mester og bedste dansker internationalt - alt andet end en DM titel vil vel være at betragte som en fiasko?

Jeg må påtage mig favoritrollen i år og jeg føler bestemt også, at jeg skal leve op til den titel, eftersom jeg har vundet de sidste tre år. Det vil være en kæmpe skuffelse for mig, hvis jeg ikke vinder.

Din på papiret største udfordrer, Rasmus M. Nielsen, har to gange i år fået skovlen under dig. Hvordan ser du styrkeforholdet mellem jer to?

Rasmus slog mig to gange i november måned, hvilket var utroligt skuffende for mig. Det viser blot, at niveauet i top 75 i verden er højt. Vi spillede i holdkampen i forrige runde, hvor jeg vandt 3-0, hvilket var en stor lettelse, efter at jeg havde spillet nogle utrolig tætte kampe internationalt (mod hhv. Olli Tuominen og Henrik Mustonen, red.), hvor jeg ikke formåede at vinde.

Hvad er Rasmus’ største styrker og svagheder?

Rasmus har en enorm rækkevidde og er meget stærk fysisk. Derudover har han nogle giftige vinderslag, så han kan hurtigt lave stimer af points. I forhold til hans svagheder, så har jeg ingen kommentarer.

Hvad er dine største styrker og svagheder?

Jeg føler selv, at min største styrke er mit fysisk betonede spil. Jeg er ekstremt stædig, og jeg giver aldrig nemme point. Jeg giver aldrig op. Min største svaghed er mit temperament.

Helt overordnet, hvad forventer du dig så af DM 2013?

Jeg forventer en velspillet turnering, og med 120 deltagere er jeg sikker på, at der vil være en god atmosfære i Herlev. Sportsligt tror jeg ikke, der kommer de store overraskelser i år. Der er et markant spring fra top 4 og ned. Det skal derimod blive spændende at se, hvem der indtager pladserne 5-8 - også specielt efter EM-udtagelsen.

Du kommer sandsynligvis til at spille de fleste af dine kampe på glasbanen i Herlev - kan det få betydning for dit spil, og hvordan er det anderledes at spille på glas?

Der er stor forskel på at spille på en traditionel bane og en glasbane. Det betyder selvfølgelig en ændring i spillespil og taktik, men det er helt normalt for mig. Jeg har spillet flere PSA-turneringer kun på glas i denne sæson, så jeg ser kun frem til at spille på banen i Herlev.

Din faste træner, Francesco Busi, stoppede som landstræner ved afslutningen af sidste sæson. Har det haft en påvirkning på dine muligheder for at træne optimalt?

Nej, det har ikke påvirket min daglige træning. Han er nu blevet min personlige træner i Odense. Jeg deler ham dog med Rasmus og Caspar. Busi er en yderst kompetent træner, og jeg har i denne sæson lært meget af ham. Vores samarbejde bliver bedre og bedre for hver sæson.

Hvad tænker du om situationen med, at Danmark pt. ikke har en landstræner? Er det seriøst nok, hvis vi vil noget med sporten?

Vi er et mindre forbund, som har begrænsede midler. Når det er sagt, så har dansk squash bestemt mistet en god træner i form af Busi. Det har ikke ramt eliten hårdt, da vi stadigvæk træner med ham, men det er derimod spillerne lige uden for eliten, der ikke længere har mulighed for at træne med ham.
Jeg synes bestemt ikke, det er useriøst. Som forbund bliver vi nødt til at skabe de bedste rammer for vores spillere, og som det ser ud lige nu, er det ikke muligt at have en landstræner - så jeg mener bestemt, det her er den optimale løsning på dilemmaet.

Du er netop steget til din højeste placering nogensinde på PSA-ranglisten (WR 52). Hvad ligger bag dette?

Jeg har intensiveret min daglige træning, og samarbejdet med Busi bærer nu frugt. Min taktik i forhold til at variere mit valg af turneringer har også båret frugt. Derudover er jeg blevet ældre, og efter syv år på PSA-touren begynder jeg så småt at blive en veteran i den sammenhæng!

Hvad kan vi forvente os af dig i fremtiden? Hvad er dine overordnede mål med karrieren?

Jeg bliver som sagt ikke yngre, så min spillestil kommer helt sikkert til at ændre sig. Jeg vil gerne stryge helt til tops, men det er mere end drøm, end det er realistisk. Jeg vil gerne nå top 25 i verden. Første mål er dog 47!

Pt. studerer du ved siden af din squash. Kan du få det til at hænge sammen, både økonomisk og tidsmæssigt, på denne måde?

Det er bestemt ikke nemt. Der går meget tid med at rejse, og studiet er reelt set kun på halvtid. I eksamensperioden er jeg yderst presset.

Og til sidst: Hvis du skal give SQO.dks læsere en god grund til at møde op til DM i Herlev i weekenden, hvad skulle det så være?

Der er mange grunde til et møde op til DM. Det er Danmarks klart vigtigste turnering. Alle topspillerne møder op og kæmper om den mest prestigefyldte titel i Danmark. Ergo, der er topsquash på programmet.