Squash Online

Nytårsleder

December 31, 2012Martin Laursen

Endnu et år er gået i den danske squashverden, og om få timer står 2013 for døren. Resultatmæssigt har Danmark haft endnu et pragtår, men desværre har de gode resultater ikke for alvor forplantet sig i de danske squashhaller, hvor deltagelse og antallet af medlemmer stadig slet ikke befinder sig på et niveau, som vii dansk squash kan være tilfreds med.

En resultatmæssigt optur

Lad det være sagt med det samme: Målt på resultater, har dansk squash gennem de sidste par sæsoner for alvor manifesteret sig som en seriøs squashnation. Trods vores ringe størrelse (både hvad angår indbyggere og personer, der spiller squash), er det lykkedes for de danske elitespillere at bokse med i en vægtklasse, de egentlig ikke hører til i.
Vores herrelandshold, bestående af Kristian Frost, Rasmus M. Nielsen, Caspar Grauballe og Morten W. Sørensen, formåede på imponerende vis at bevare deres status som A-nation ved EM squash, hvilket skete på bekostning af fx en stor og respekteret squashnation som Holland - hvilken bedrift!

De bemærkelsesværdige præstationer inden for betonvæggene stoppede dog ikke her, da specielt Kristian Frost også individuelt i løbet af denne sæson markerede sig stærkt på den internationale scene og fortsatte sin tur op ad PSA-ranglisten. Hele fem turneringssejre blev det til på den verdensomspændende squashtour i løbet af 2012, og de markante resultater har bragt ham helt op som nr. 55 - en placering vi i Danmark ikke har set lige, siden Mikkel Korsbjerg var på sin absolutte top for godt 10 år siden.

Den store forskel i denne sammenhæng er dog, at Kristian Frost er en yderst ung model, og med hans beslutsomhed og vilje in mente er jeg personligt ikke i tvivl om, at den unge knægt fra Gjellerup lige uden for Herning, der trådte sine første squashsko i Hammerum-klubben Sport92, inden for en meget kort årrække bliver den højst placerede danske squashspiller i nyere tid.

Kristian er dog langt fra alene om at bide fra sig for tiden. Hans træningsmakker og evige rival til DM-titlen, Rasmus M. Nielsen, har også i år leveret en lang række flotte resultater og fremgang på ranglisten, hvor han nu er at finde omkring verdens top80.
At Rasmus ligeledes har niveauet til at være med, hvor det for alvor er sjovt, understreges af, at han flere gange i løbet af dette kalenderår har besejret Frost på dansk grund, samt også har vundet en PSA-titel og derudover været i to finaler.

Herrerne var dog ikke ene om at gøre opmærksom på sig selv i en positiv forstand i 2012 - også kvinderne har markeret sig. Line Hansen (pt. nr. 24 i verden) sluttede året med for alvor at bide fra sig over for verdens topspillere, da hun for kort tid siden besejrede verdens nr. 15, samt i løbet af de to seneste turneringer pillede et sæt fra to spillere fra verdens top10.

Igennem flere år har Hansen befundet sig blandt verdens 30 bedste, uden for alvor at kunne tage det sidste skridt - måske er det tid til at tage det nu? Hvad der helt præcist har gjort at Line netop nu markerer sig med lovende resultater kan være svært at sige, men et godt bud kunne være, at hun nu for alvor høster frugterne af sin flytning til Holland. Her har Line fået muligheden for at optimere sin træning og blive presset langt hårdere i hverdagen af kvindelige spillere, end hun har kunnet her i Danmark.
At hive teltpælene op og flytte til udlandet for at satse på squashen er en stor beslutning og et stort offer, men Line er ikke den eneste kvindelige danske spiller, der har gjort det. Således har Sally Skaarenborg taget samme beslutning, og hun er nu at finde i Australien (I kan for øvrigt følge hendes liv her på SQO.dk, hvor Sally er tilknyttet som fast blogger. Læs fx hendes seneste indlæg).
Sally er nu også at finde blandt verdens 100 bedste, og sammen med Bine Lind sørgede Skaarenborg og Hansen for, at det danske kvindelandshold også så småt bevæger sig opad i rækkerne, da de sikkert vandt EM i C-gruppen. Det lover godt for dansk squash!

Grundet ovenstående imponerende flotte resultatparade og gode fremtidsudsigter for vores nuværende elitespillere, undrede det også undertegnede så meget mere, da det for knap et par måneder siden kom frem, at der skulle spares på elitebudgettet for at satse på ungdommen.
Pt. har vi i Danmark den nok bedste og mest seriøse elite i al den tid jeg har været tilknyttet squash, men alligevel ville man nu satse på talenterne og ikke den nuværende elite. At satse på de unge spillere, der for øvrigt også har haft et rigtig flot år - specielt pigerne, der bl.a. har sikret en dansk Super Series-titel - er altid en god ide på det langsigtede plan, men dette ændrer ikke ved, at vores seniorelite lige nu er så unik, at de efter min mening fortjener fuld opbakning, da den gruppe, vi har lige nu, kan ende med at præstere noget af det fineste på internationalt plan, Danmark nogensinde har gjort.

Jeg synes desværre ofte, at man får billedet af, at der altid bliver satset langsigtet, og selvom dette selvfølgelig også skal gøres, så skal vi også turde at gå all-in, når vi virkelig har noget af byde ind med i nuet.
Trods de fantastiske resultater, vores spillere har præsteret, så har spillerne gennem det seneste år måttet se deres værdsatte træner, Francesco Busi, forlade forbundet samt høre om store nedskæringer i deres elitebudget. Det er ikke holdbart og modigt nok, hvis vi gerne vil udrette noget. Hvordan skal vi nogensinde nå toppen, hvis alt vi gør er at satse på ungdommen, og de spillere der er på vej op?

Carpe diem!

Flere skal spille squash!

På det nationale plan er squash dog langt fra på den samme optur som nævnt ovenfor. Deltagelsen ved de individuelle turneringer er stadig svigtende, og medlemstallene for det samlede squashdanmark er stadig ikke i nærheden af, hvad de har været en gang, og hvad vi alle ønsker.
Hvad skyldes så denne mangel på (aktive) squashspillere? Gennem de sidste par år har der været spekuleret meget i, om det var prisen for deltagelse eller måske tidsperspektivet, der gjorde at folk blev væk. At dette skulle være tilfældet, tror jeg dog personligt ikke.
I løbet af de sidste par år har vi skruet Challengers ned fra tre til to dage samt lavet et hav af endagsturneringer, uden at det overordnet set har vist sig at være det håndtag, vi skulle dreje på.

SQO.dk og jeg selv var i løbet af december med til at afholde en endagsturnering i fællesskab med Skovbakken Squash, hvor vi havde sat deltagergebyret lavt og sørger for forplejning til hele dagen, samt gode præmier. Alligevel var der meget få deltagere til turneringen, og blot to-tre spillere fra andre klubber valgte at deltage. Nuvel, turneringen lå måske ikke på det bedst mulige tidspunkt, men det ændrer ikke ved, at det er yderst skræmmende, hvor få der egentlig gad at deltage i et arrangement, der ellers var sat til så lav en økonomisk og tidsmæssigt “byrde” i forhold til, hvad der blev tilbudt. Hvad der skal til for at vende denne kurve, havde vi tydeligvis ikke svaret på, men det er vigtigt at vi i fællesskab bliver ved med at forsøge at løse denne gåde i 2013. Egå InSport afholder midt i januar Challenger, hvor deltagerprisen er blot 100 kroner. Indtil videre er der 15 tilmeldte. Tilmeldingsfristen er endnu ikke udløbet, men det lader umiddelbart ikke til, at det er deltagergebyret, der har afholdt folk fra at deltage. Fra vores side synes vi nu også, at klubberne selv bærer et ansvar for at gøre opmærksom på deres arrangementer.

En af løsningerne kan man håbe, at DSqFs nye udviklingskonsulent, Maiken Møller, sidder med. Hun blev i efteråret 2012 ansat i det danske forbund, og allerede nu har hun vist sig som en markant person, der vil frem over stepperne. Hun har ambitioner på dansk squashs vegne, og hendes tydelighed og engagement, som jeg fornemmer, når jeg læser på hendes underside inde på forbundets website, gør., at jeg personligt tror på, at hun kan bidrage med noget af den pondus, som dansk squash har manglet i længere tid.

Et par gange om året hører vi succeshistorier ude fra de danske squashklubber, om hvordan de via et arrangement eller en reklame, har formået at gøre opmærksom på sig selv og vores sport, og har skaffet en stor mængde medlemmer. Måske kunne alle disse gode ideer og tiltag samles i en slags idekatalog eller værktøjskasse, der var tilgængelig for klubberne, således at man ikke altid selv skal opfinde den dybe tallerken og famle i blinde, når man vil iværksætte et tiltag for at skaffe nye medlemmer, men faktisk kan benytte et koncept, der allerede har vist sig som værende succesfuldt.
Jeg tror personligt at vi skal være langt bedre til at støtte hinanden i kampen for at finde de nye medlemmer og turde at låne hinandens gode tiltag - måske kan udviklingskonsulenten være med at løfte en sådan opgave?

SQO.dk kæmper videre for squashen

Hos SQO.dk har det også været et interessant år. Vi har været gennem en række omstruktureringer, da vores tidligere juniorskribenter rykkede op i seniorrækkerne, og da vi i baglandet har et princip om, at det skal være unge spillere med fingrene på pulsen, der dækker det hektiske juniorcirkus, havde vi brug for nye folk. Heldigvis oplevede vi her stor velvilje fra juniorernes side til at løfte denne opgave, og det tog os ikke mange sekunder at håndplukke de to nye junioransvarlige (Sebastian Korsgaard og Emil Vogt).
Som redaktør er det utrolig dejligt at mærke denne opbakning fra juniorernes side - en opbakning vi igen håber at opleve, når vi inden for et års tid eller to, igen skal hverve nye kræfter.

Pt. består vores gruppe af skribenter og webansvarlige af de to ovenstående, samt Jonas Hovmand, Kasper Svith, Martin Laursen, Asger G. Andersen, Kristian Frost og undertegnede, og vi vil også i 2013 gøre alt, hvad vi kan, for fortsat at kunne formidle alt det bedste fra squashverdenen til jer læsere. Alle i gruppen arbejder knaldhårdt (også hårdere end mange tror), på at servicere jer læsere med nyheder om stor og småt, hvad angår squash. De arbejder alle på frivilligt basis, hvor “lønnen” udbetales i et par sweatshirts/t-shirts i ny og næ samt et grill-arrangement hver sommer, så husk at give dem et skulderklap, når I møder dem ude i squashhallerne - de gør det for jeres skyld.

Jeg havde i går et møde med hele gruppen, og selvom flere af os efterhånden kan mærke at tiden bliver knap grundet fast arbejde og mere seriøse studier, er vi alle fast besluttede på at fortsætte kampen for at eksponere vores sport. Vi forsøger os med nye tiltag, bl.a. har SQO.dk jo nu forsøgt sig som turneringsarrangør, hvilket er omtalt ovenfor, og vi arbejder pt. med en ny og forbedret hjemmeside, der kommer op at køre i løbet af 2013.

I læsere kan dog også gøre noget for at hjælpe SQO.dk med at gøre vores sport mere synlig. I løbet af 2012 er vores brug af Facebook blevet mere og mere omfattende, og det er en udvikling, vi vil fortsætte i 2013, hvor vi vil bruge mediet til at komme i kontakt med vores nuværende og potentielle nye læsere. Her vil vi linke til egne og andre nyheder, vilde squashklip, afholde konkurrencer og andre spændende ting. Alt, du skal gøre for at hjælpe til, er at “like” vores side (søg på “Squash Online”, hjemmeside), deltage i vores konkurrencer samt måske dele vores mest interessante artikler/klip. Det lyder ikke af meget, men det vil være med til at udbrede vores sport!

Lige nu er vi 253, der “synes godt om” om SQO.dk, - vi vil så gerne være mange flere…

På vegne af hele holdet bag SQO.dk vil jeg ønske jer alle et rigtig godt nytår og et dejligt 2013 - et år, der for squash bliver ekstremt vigtigt, da det her skal afgøres om vores sport skal på det olympiske program i 2020.

Godt nytår, og pas nu på øjnene og fingrene - dem kan du ikke undvære, når du skal på squashbanen!

Tobias Pørtner, redaktør



Squash Online © 2025