Squash Online

Optakt til British Junior Open 2013

December 29, 2012

British Junior Open 2013 starter allerede d. 2. januar og løber indtil d. 6. januar. BJO er verdens nok stærkeste juniorturnering, og i år har dansk squash fire repræsentanter, som er følgende: Thomas Laursen, Line Berthou, Christine Christoffersen og Rasmus Gyde. Tilmeldt dette års British Junior Open (2013) er i alt hele 420 deltagende fra 38 nationer.

I DU19-rækken er Danmarks suværent bedste i rækken ikke seedet, grundet den stærke deltagelse, og møder derfor allerede i første runde 17/32-seedet Yousef Saleh fra Kuwait. Thomas har i 2012 vist fænomenalt spil, og SQO.dk tror på, at talentet fra Kolding får en god start på det nye år.

I PU19-rækken spiller Line Berthou i første runde mod useedede Hannah Shipley fra England. Line har ligesom Thomas vist gode takter, kun overgået af Mathilde Lauridsen i Danmark, så første runde bliver spændende, eftersom en useedet modstander altid er svær at vurdere.

I PU17-rækken deltager Christine Christoffersen, som desværre har døjet med skader og derfor ikke har deltaget i så mange internationale turneringer i år. Christine vil for alvor blivet testet, når hun i første runde også møder en useedet spiller, nemlig Claire Gadsby fra Skotland.

I DU15-rækken spiller Danmarks eneste seedede spiller ved turneringen, Rasmus Gyde. Rasmus er seedet 17/32 og møder derfor ligesom de danske piger en useedet spiller i første runde. Modstanderen er engelske Thomas Stewart fra Hampshire.

Da tre danskere møder en useedet spiller er det umuligt at forudse resultaterne fra disse kampe, der er dog ingen tvivl om at alle deltagere ved BJO har et højt niveau, hvilket også er tydeligt, når Thomas Laursen ikke engang er seedet.

Resultater fra turneringen kan følges her.