November 05, 2012 — Martin Laursen
Den danske squashkomet Mathilde Lauridsen føjede i weekenden endnu et stor resultat til sin samling af flotte præstationer, da hun som 2. seedet gik hele vejen ved Belgium Junior Open i U17-rækken.
Lauridsen kom flyvende fra start i turneringen, hvor hun uden større besvær spillede sig igennem til semifinalen via to nemme sejre. Her var det dog slut med de nemme opgør, og den nybagte Kolding-spiller måtte gennemgå noget af et drama, før hun var klar til finalen. Foran 1-0 og 2-1 i sæt var det hele tiden Lauridsen der var i føresædet mod 3/4-seedede Elise Romba, men pladsen blandt de sidste to blev først booket efter tiebreak i femte og afgørende sæt.
I finalen stod Mathilde over for Lea Van Der Zwalmen (den fjerde franskmand ud af fire kampe), der i sin semifinale ligeledes skulle helt ud i tiebreak i femte sæt, før hun var klar til finalen. Her havde Zwalmen besejret 1. seedede Tinne Gilis fra værtslandet Belgien, og hun lignede en spiller der var på vej til igen at besejre en højereseedet spiller, da hun bragte sig foran med 1-2 i sæt. Lauridsen ville det dog anderledes, og med det som de udsendte juniorer på DSqF kalder præcist og klogt spil, formåede hun at køre sin franske modstander rundt på banen i de to sidste sæt, hvilket sikrede hende den samlede gevinst med cifrene 11-6, 3-11, 4-11, 11-7, 11-8.
Udover Mathilde deltog også en række andre danske juniorer. Bl.a. endte de to elitedivisionsspillere Line Falsig og Thomas Laursen begge på 7. pladsen i de ældstes rækker. De udførlige resultater for de resterende danskere og den samlede turnering kan ses her: http://www.tournamentsoftware.com/sport/tournament.aspx?id=FD654873-F496-46FB-BA65-FCD8C739F351