Squash Online

Falsig og Laursen sejrer ved Danish Junior Open

October 09, 2012Sebastian Korsgaard

Det blev Line Falsig og Thomas Laursen, som sejrede ved Danish Junior Open i Herlev.

I DU19 blev det som forventet Thomas Sundahl Laursen, der blev hædret som sejrherre, dog først efter en relativ hård vej til finalen, hvor han mødte den berygtede israeler Avihi Barmoha. Finalen blev en tæt affære mellem de to, men Thomas vandt 3-1 og kunne fejre sit tredje vundne Danish Junior Open.

Thomas havde dagen forinden besejret Sport 92 spilleren Sebastian Korsgaard 3-1, og den 5-8. seedede Emil Grooss, hvor Skovbakkenspilleren egentlig var meget godt med, men alligevel tabte 3-0.
Avihi Barmoha vandt sin semifinale over Emil Vogt fra Birkerød, som ellers var turneringens overraskelse, da han besejrede 2. seedede Tommi Ekholm i en fem sæts gyser dagen forinden. Avihi, som er utrolig god teknisk, var desværre en for stor mundfuld for Birkerødspilleren.
Grooss og Vogt skulle derfor spille om 3. pladsen. Her vandt Emil Grooss 3-2 i endnu en fem sætters gyser, som var præget af ufattelig højt tempo fra begge spillere. Emil Grooss kunne derfor fejre sit sidste DJO som nummer 3.

I PU19 blev det også som forventet Line Falsig Berthou, som vandt finalen over Herlevspilleren Maria Frandsen 3-1 i en meget tæt kamp, præget af højt tempo, men også en god atmosfære fra publikums side.

Line viste ingen nåde i sin semifinale og slog Malene My Christensen fra Herlev 3-0. Maria Frandsen slog sin holdkammerat Pornphilai Christiansen 3-0. Alle pigerne var i gruppe sammen, og 3. pladsen gik til Malene, som slog Pornphilai i en hurtig kamp 3-0.

I drengenes næstældste række DU17 var det en ren svenskerfinale mellem Nils Lindgren og Pontus Rengbo. Her var det den formstærke Pontus, som besejrede landsmanden med cifrene 3-0. Nils havde lørdag eftermiddag besejret Tor Christoffersen fra Malmö, som desværre måtte trække sig søndag pga. sygdom.

Pontus slog i sin semifinale israeleren Noam Peer kort og kontant 3-0. Søndagens 3. plads gik derfor til Noam Peer, da Tor havde trukket sig.

I PU17 bestod gruppen af 5 piger, hvor favoritten Mathilde Lauridsen tog 1. pladsen over den unge svensker Linnea Wallstén i en tæt kamp 3-0. Finalen blev reelt set allerede spillet om fredagen, mens kampen om 3. pladsen blev spillet lørdag formiddag. 3. pladsen gik til svenskeren Linnea Grönlund Bengtsson fra Malmö, som slog 2. seedede Marija Shpakova fra Schweiz i 5 meget tætte sæt.

I DU15 stod det mellem Luca Zatti fra Schweiz og Navad Raziel fra Israel. Her blev det Navad, som trak det længste strå i 4. sæt. Den unge israeler, som ellers var underdog til denne event klarede sig glimrende igennem hele turnering og viste fornemt spil i alle sine kampe.

Navad slog landsmanden Yali Shass 3-1, mens Luca spillede sin semifinale mod danske Magnus Laursen, som aldrig fik sit spil til at køre optimalt. 3. pladsen gik til Magnus som om søndagen slog Yali i 5 sæt.

I PU15 var det 2. seedede Sarah Lauridsen fra Thy som vandt over Céline Walser fra Schweiz i en 5 sæts thriller. Sarah stod til at skulle spille mod storfavoritten Caroline Lyng, som desværre måtte trække sig grundet en skade. 3. Pladsen gik til Nanna Carleke fra Sverige, som slig Alessja Hadorn fra Schweiz i 4. sæt.