Squash Online

Både Hansen og Lind ude i Malaysia og Californien

September 13, 2012Benjamin Dornfeldt

Line Hansen spillede tidligere på ugen Malaysian Open i Kuala Lumpur. Turneringen har en samlet præmiesum på hele $70.000, hvilket betød, at alle de kvindelige topspillere stillede til start.

Desværre for Line løb hun i 1. runde ind i verdens nr. 4, Jenny Duncalf fra England, som blev for stor en mundfuld for danskeren. Hansen tabte sikkert med 3-0, og fik altså kun 1 kamp i Malaysia.

Om nederlaget i Malaysia udtaler Line følgende til DSqF:

“Tabte til Jenny Duncalf fra England i første runde 11/4 11/4 11/8 på lidt over en halv time.

Spillede ikke den bedste kamp, lavede for mange fejl, og havde problemer med at finde en god længde. Hun tog styringen i de to første sæt, fik mig presset dybt i hjørnerne efterfulgt af gode drops. Det sidste sæt var klart det bedste, jeg var bedre med i duellerne og fik i perioder overtaget på t’et. Men hun var for god på dagen.

De sidste 7 uger har jeg spillet 6 turneringer, 17 kampe, hvoraf jeg har vundet 13 kampe og tabt 4 kampe.

Syntes det har været en rigtig god tur. 2 turneringssejre og en finaleplads i Hong Kong kan jeg kun være tilfreds med. Generalt har jeg spillet godt mod spillere jeg ” burde” slå, og knapt så godt mod topspillerne. Har en del af mine kampe på video, så har noget at arbejde videre med når jeg kommer hjem.”

Samtidig med Lines deltagelse i turneringen i Malaysia spiller Bine Lind denne uge turneringen Orange County Open i California, USA og er netop i går blevet klar til hovedrunden, efter at hun klarede sig gennem 2 kvalifikationskampe. Turneringen er en $10.000 turnering.

Bine mødte i 1. kvalrunde Maia Kirk fra Canada, som er nr. 226 på verdensranglisten. Danskeren vandt nemt denne kamp med 3-0, og skulle derfor spille den afgørende kvalifikationskamp om at komme i hovedrunden. Her skulle Lind møde Maria Fernanda Rivera fra Mexico, som er nr. 131 på verdensranglisten. Til sammenligning er Bine selv nr. 186 på den nuværende rangliste, men har i april 2012 ligget nr. 111 på ranglisten.

Bine vandt et tæt 1. sæt med 13-11 og også 2. sæt med 11-7. Herefter skulle de to WSA spillere ud i endnu en tie-break, som denne gang gik mexicanerens vej med 13-11. I 4. sæt tog Bine dog igen teten og vandt sættet med 11-6 og dermed kampen med 3-1. Bine kommer i hovedrunden på en svær opgave, idet hun skal møde 3. seedede Lauren Selby fra England, som er nr. 40 på verdensranglisten.

Hovedrunden blev endestationen for Bine, idet hun tabte 3-0 til ovennævnte Selby fra England. Dermed blev det ikke til den helt store success for danskeren, som dog er tilfreds med at være nået til hovedrunden. Hun udtaler følgende til DSQF:

Jeg kom hurtigt bagud i første sæt og havde svært ved at hamle op med Laurens konsistente og meget tempo varierende spil. Jeg tabte sættet 11-4 og besluttede mig for i pausen at spille andet sæt lidt mindre offensivt, men stadig i et højt tempo. Det var en taktik der fungerede bedre for mig og Lauren begyndte at lave flere fejl. Ved 8-8 i andet sæt kunne jeg dog alligevel ikke holde presset og det fejlfrie spil og tabte sættet 11-8. I tredje sæt var Lauren mere konsistent i sit spil og jeg måtte se mig slået 11-5 i tredje og afgørende sæt.

Alt i alt er jeg godt tilfreds med denne turnering, hvor jeg synes jeg formåede at spille mit bedste.

Bine