Squash Online

2 danskere på podiet ved Pioneer

July 04, 2011Martin Laursen

De to danske piger Caroline Christiansen og Mathilde Lauridsen kom på podiet ved dette års Pioneer Junior Open. Det var dog et lidt større podie, end vi er vant til i Danmark. De 5 øverste fra hver række fik under den store præmieceremoni overrakt pokaler og præmier fra hovedsponsorerne Pioneer og Oliver.

Caroline Christiansen slog undervejs Sarah Lauridsen i et spændende opgør i PU13-rækken, som blev afgjort i 5 sæt. Begge piger virkede en smule nervøse, og der blev lavet nogle ukarakteristiske fejl - sikkert grundet den “store scene”. Dette gav Caroline muligheden for at bringe sig på podiet med en sejr over en egypter mandag middag. De to spillere var helt lige i de første 4 sæt, men i 5. bragte egypteren sig på 6-1 efter et vaklende dansk spil. Efter en dommerkendelse gik danskerens vej under stor ærgrelse fra egypterens side, vendte Caroline dog stimen og bragte sig på 6-6. Egypteren var knækket, og Caroline vandt den meget underholdende kamp til alle danskernes højlydte begejstring.

På center court ved siden af spillede Mathilde Lauridsen mod engelske Kip Quiney om en 3.-plads i rækken for piger under 15 år. Mathilde havde godt styr på sin modstander i første sæt, og det begyndte at ligne en sikker sejr til danskeren. Desværre kom englænderen flyvende ud til 2. sæt og nåede nogle nærmest umulige bolde på den forreste del af banen. Selvom danskeren hang godt i, gik sættet til englænderen, og kampen var nu helt lige. I 3. sæt fik dommeren en lidt uheldig rolle, da der fløj en masse kendelser i tilsyneladende tilfældig retning. Begge spillere virkede en smule usikre som følge af dette, men det var Quiney, som var bedst til at klare presset. Den sikre sejr var nu vendt til et truende nederlag. Mathilde kom ikke godt fra start i 4. sæt og på trods af et lille come back i slutningen, blev det til et nederlag i 4 sæt.

Imponerende resultater af de to piger og en gennemgående god indsats fra alle danske spillere.

Det har grundet tekniske vanskeligheder været umuligt at opdatere Jer med aktuelle nyheder fra turneringen, men dette vil der blive rette op på ved Dutch Junior Open. De danske spillere har nu 2 hviledage inden starten går i Frans Otten Stadion, Amsterdam, Holland.



Squash Online © 2025