April 10, 2011 — Tobias Pørtner
Efter en højdramatisk semifinale mod Odense SC, hvor København SK lige præcis sejrede grundet flest vundne sæt, havde københavnerne bedre styr på naboerne fra Birkerød, der blev slået med komfortable 4-2 i finalen.
Begge Birkerøds point blev sikret imod KSKs danske islæt, 3. singlen Anna Sophie Jensen, der blev besejret af hhv. Cecilie Mayer og Sissel Trap.
Disse kampe var de to forventede sejre, men for at dobbelt guld til Birkerød skulle blive en realitet var der brug for at en gigantoverraskelse mod en af de to udenlandske stjerner, Lauren Siddall eller Annalize Naude.
Sissel Trap startede ud med et hæderligt forsøg på netop dette, da hun
stik mod alles forventninger gik ind og satte sig på spillet. Hun tilspillede
sig to sætbolde ved stillingen 10-8 og der skulle en grov dommerfejl til for at
holde hollandske Naude inde i sættet, da en rodet bold helt uforståeligt
sluttede med en let til hollænderen i en situation hvor hun ikke var i
nærheden af bolden.
Dommernes hjælpende kendelse tog hun dog glædeligt imod, og når man rækker
fanden en lillefinger har den det med at tage hele armen. Det var præcis hvad
Annelize gjorde i denne situation, og 4 bolde senere havde hun taget sættet i
tiebreak. Herefter var det som om den tidligere top20-spiller vågnede op til
dåd og hun cruisede sikkert sejren hjem i de to næste sæt.
Dermed var alt ansvaret lagt over på norske Lotte Eriksen for at slå en af de to squash-mastodonter, men heller ikke hun formåede for alvor at skabe spænding om udfaldet. Dette betød at KSK endelig fik lidt oprejsning i dansk hold-squash efter et par magre år, og mon ikke klubben virkelig vil glæde sig over guldmedaljerne. Samme tid vil Birkerød også være tilfredse med sølvmedaljerne, der fuldendte en flot weekend for den “nye” eliteklub.
I Bronzekampen vandt Odense SC overraskende let over Team Aarhus, der kun formåede at sejre i kampen mellem de to søstre, Dagmar og Marie Louise Feddern. Helt uden chancer i kampen var Team Aarhus ellers ikke på forhånd, men da Bonnie Barr formåede at hive en overraskende sejr over unge Nanna Frederiksen, samt at få revanche over Lone Due, var Team Aarhus’ muligheder væk.