Squash Online

Søndergaard i overlegent JGP comeback

October 30, 2011Martin Laursen

Millie Søndergaard Jensen fra Sport 92 brillerede, da hun deltog i sit første JGP siden marts 2010. Hun stod ellers over for en stor udfordring i form af førsteseedede Line Falsig Berthou fra Kolding allerede i første runde. Det blev da også en tæt kamp, men Millie reddede sig en sejr i 4 sæt. Herfra så modstanderne dog stadig svære ud, men hun kæmpede sig sikkert i finalen med sikre sejre over Malene Christensen fra Herlev og Caroline Christiansen fra Birkerød. Her mødte hun det fremstormende talent Mathilde Lauridsen fra Thy. Mathilde kunne dog ikke gøre noget ved Millies angrebsspil, og sejren i 4 sæt i PU19-finalen var en kendsgerning. Christine Christoffersen fra Herlev vandt 3.-pladsen.

Martin Laursen og Thomas Laursen fra Kolding stod over for hinanden i endnu en finale i DU19. Thomas kom bedst fra start og tog første sæt, men derfra fik Martin overtaget og kunne efter en hård kamp nyde sin første turneringssejr denne sæson. Endnu to klubkammerater stod over for hinanden i kampen om 3.-pladsen. Her tog Kasper Svith en sejr i 3 sæt over Emil Grooss Jeppesen fra Skovbakken.

I DU15 spillede Theis Houlberg fra Herlev og Tobias Vogt fra Birkerød en spændende og intens finale. Tobias bragte sig på 2-1 i sæt, men Theis fik styr på kampen i de sidste 2 sæt og vandt 5. sæt med 11-6. Rasmus Gyde fra Herlev vandt 3.-pladsen. I PU15 tog Sarah Lauridsen fra Thy på sædvanlig vis en suveræn turneringssejr i hus - denne gang foran Elisabeth Zornig og Camilla Nielsen fra Struer.

Cornelius Feldt fra Birkerød vandt DU13-finalen mod klubkammeraten Julius Fuglsang i 4 tætte sæt, mens Steen Sjørslev fra Herlev tog 3.-pladsen. Ida Schjøtt fra Gram, Bettina Mortensen fra Thy og Simone Futtrup fra Thy tog sig af de tre podiepladser i PU13.

DU11-rækken blev vundet af Tobias Weel fra Skovbakken foran Marius Hyldahl fra Skovbakken og Emil Fuglsang fra Birkerød. PU11 blev vundet af Sofie Larsen fra Kolding. Laura Lauridsen fra Thy fik andenpladsen, og Signe Skelkjær fra Struer blev nr. 3.

På torsdag tidlig morgen rejser de bedste danske juniorer til Belgien for at spille sæsonens anden super series turnering.