Squash Online

Optakt holdrunde #4 - topopgør i vente

November 17, 2011Tobias Pørtner

Efter en stille start på sæsonen vælter holdkampene ind over de danske squashentusiaster for tiden, da der også i denne weekend er programlagt en runde i Danmarks bedste række.
Det er dog ikke hvilken som helst runde, der er at se frem til, da den på papiret byder på en lang række tætte opgør og bl.a. et vaskeægte topopgør, når herrerækkens nr. 1 og 2 ramler ind i hinanden for første gang i denne sæson.

Birkerød - Odense SC Rasmus Hult - Rasmus M. Nielsen
Morten W. Sørensen - Kim Povlsen
Mikkel Pedersen - Mads Korsbjerg
Michael Frilund - Danny Knudsen

På forhånd tegner opgøret mellem sidste års mestre og OSC, den mest dominerende squashklub i Danmark i nyere tid, til at blive lige så stort et brag, som man kunne håbe og forvente. Samtlige kampe, måske på nær udeholdets 2. singles, peger til at være tæt på fifty-fifty opgør.
Særligt interessante opgør er formstærke Rasmus M. Nielsens kampe mod Hult og Sørensen, hvor vi for alvor får svar på, om OSC-drengen igen er at finde i den absolutte top, eller om hans imponerende sejre i weekendens turnering i Vancouver (hvor han bl.a. besejrede internationalt anerkendte navne som Jan Koukal og Jens Schoor) kun var et øjebliks storhed. Også kampene på de lavere singler ser utrolig spændende ud, hvor ungdommen står over for erfaringen.

SQO.dks læsere har på vores site peget på Birkerød som favoritter, men vi tror ikke, at det holder. Vi forudser, at Rasmus M. Nielsen fortsætter storformen og vinder begge sine kampe, mens Korsbjerg og Knudsen som minimum laver to point tilsammen.
Kampen ender 4-4 eller 3-5 til udeholdet Odense SC.

Team Aarhus - Kolding KFUM Stefan Leifels - Francesco Busi
Tobias Pørtner - Andy Lambert
Phillip Tran - Martin Laursen
Kasper Svith - Thomas Laursen

Det er rækkens to bundhold, der byder hinanden op til dans, og specielt hjemmeholdet har ryggen mod muren og skal i gang med at score point, hvis de skal fastholde drømmen om slutspillet.

Umiddelbart ligner denne kamp endnu et ufattelig tæt opgør, hvor tidligere resultater peger på et 4-4. Begge hold kommer i absolut stærkeste opstilling, hvilket for Team Aarhus betyder, at de har Stefan Leifels på holdkortet. Han og Phillip Tran bør hver hive to sejre hjem til hjemmeholdet, mens Kolding må påtage sig favoritværdigheden i de fire andre kampe. Specielt interessant bliver det internationale opgør mellem Leifels og Busi, samt de to Laursen-brødres kampe mod Phillip Tran, hvor de for alvor får muligheden for at måle sig mod en af landets mest talentfulde og formstærke unge seniorer.

SQO.dk tror, at enten Tobias Pørtner eller Kasper Svith hiver en enkelt sejr på hjemmebanen, og suppleret op med forventede sejre til Leifels og Tran vil det resultere i en smal 5-3-sejr til bundproppen.

København SK - Herlev Kristian Frost - Lau Kiehn
Kashif Shuja - Thomas Pilak
Nicklas Dissing - Rasmus Jessen
Casper Kloster - Ismael Basilio

Kampen spilles først tirsdag i næste uge, men som de andre opgør stinker den langt væk af en tæt omgang. Meget skal gå galt hvis ikke det samlede opgør ender med uafgjort, da KSKs ufattelige styrke på de øverste singler og manglende bredde på de lave igen ser ud til at betyde sikre sejre og store nederlag.
Den store ubekendte faktor er, om de to københavnske juniorer måske vil kunne drille Basilio. De mest interessante opgør i denne runde er kampene mellem hjemmeholdets Shuja og Herlevs Kiehn og Pilak. Her får de to unge drenge for alvor mulighed for at vise, om de er fuldgode erstatninger for den skadede Casper Grauballe, men vil deres niveau være højt nok til at drille en spiller fra verdens top100?

SQO.dk tror at kampen vil byde på sikre sejre til Frost og Shuja for KSK, mens juniorerne igen må se sig besejret af mere erfaren modstand. Kampen ender 4-4.

Hos damerne er der ligeledes lagt op til 1 mod 2, når Birkerød og Odense SC mødes. Her vil det danske dreamteam fra OSC igen skulle påtage sig en favoritrolle, når Line Hansen, Dagmar Feddern og Marie Louise Feddern besøger Sjælland. Hvis Birkerød for alvor skal gøre sig forhåbninger om en mærkbar pointhøst vil det kræve deltagelse fra norske Lotte Eriksen - uden hende ligner det et stort nederlag til et hold, der i forvejen må undvære en skadet Cecilie Mayer.

Nogenlunde sikre på holdkortet er Sissel Trap og Neha Kumar, der begge vil kunne drille ML Feddern i et evt. opgør.
SQO.dk forudser en sejr til Odense SC - størrelsen afhænger af Lotte Eriksens deltagelse. Uden Eriksen ligner opgøret en svær opgave for Birkerød og et nederlag på 1-5 - med norsk forstærkning er opgøret helt åbent og lugter af 3-3.

Sidste opgør i denne runde står mellem København SK og Herlev - de to hold med den svageste bredde i den danske række. Et opgør mellem en udenlandsk

  1. single hos KSK og rutinerede Julie Dorn, der i sidste runde formåede at besejre formstærke Dagmar Feddern, vil være fantastisk at se frem til. Kampene på de lavere singler borger ikke ligefrem for kvalitet, og er svære at spå om. SQO.dk tror, at Herlev via Julie Dorns eventuelle deltagelse formår at hive 3 points og dermed hiver en uafgjort med hjem fra København i en kamp, der også først spilles tirsdag.

En ufattelig jævnbyrdig runde er i sigte, når toppen møder toppen og bunden møder bunden. Kom ud i de danske centre og se nogle interessante opgør med deltagelse af bl.a. flere interessante spillere fra den udenlandske scene.



Squash Online © 2025