Squash Online

Odense SMKs ansøgning om oprykning afvist

August 12, 2012Tobias Pørtner

Det kom som noget af et chok for squashdanmark, da de forsvarende mestre i både herre- og damerække, Odense SC, kort efter sidste sæsons triumf trak begge deres hold fra Elitedivisionen. På forhånd var det alment kendt, at klubben havde store økonomiske udfordringer, men at problemet var så stort, at klubbens flagskibe skulle trækkes på land, var noget af en bombe.Der gik dog ikke længe inden de fleste af spillerne fra herrernes guldhold havde fundet en ny klub, da de alle på nær Rasmus M. Nielsen, valgte at søge over til naboklubben Odense SMK, hvor flere af spillerne tidligere har udfoldet deres evner. Denne mærkbare forstærkning betød, at sidste års nr. 2 i 1. division valgte at søge om at blive rykket op i Elitedivisionen, hvor de skulle overtage den tomme plads som Odense SC efterlod.For få dage siden blev denne ansøgning, til stor overraskelse og frustration for en lang række personer i dansk squash, afvist af Turneringsudvalget. Turneringsudvalget gav følgende begrundelse for afvisningen af dispensationsansøgningen:

Turneringsudvalget anser det for uhensigtsmæssigt, at turneringsprogrammet således sandsynligvis først vil foreligge primo september og meget tæt på sæsonstart, hvilket i tidligere sæsoner berettiget har været meget kritiseret.Eftersom oprykningen af OSMK, og de dermed følgende oprykninger, ikke er et krav i reglerne men nærmere en mulighed, mener Turneringsudvalget, at det administrative hensyn vejer tungere end hensynet til fulde rækker og afviser på den baggrund OSMKs ansøgning.

Som nævnt ovenfor har afgørelsen medført en del fortvivlede reaktioner, hvor den generelle udtrykte holdning går på det problematiske i, at Elitedivisionen kun skal bestå af fem hold grundet administrative hensyn - det til trods for, at der faktisk er et hold, som ønsker at overtage pladsen.Denne debat kan følges på DSqFs debatforum.Den fuldstændige afgørelse fra TU kan findes HER.



Squash Online © 2025