May 22, 2013 — Tobias Pørtner
Efter nogle hårde dage i den spanske by Gerona, hvor syv unge landsholdsspillere fra hhv. U15 og U17-landsholdet kæmpede mod den europæiske elite, er de danske talenter vendt hjem igen med godkendte resultater i begge rækker.
U15-holdet klarede sig sikkert igennem gruppen via to 3-0 sejre over Belgien og Skotland, men et nederlag i gruppefinalen til Tjekkiet betød, at Magnus Laursen, Jacob Jensen, Caroline Christiansen og Sarah Lauridsen stod over for puljevinderen Israel i kvartfinalen.
Her bed Danmark godt fra sig i kampen om en semifinaleplads, uagtet at de var underdogs. Sarah Lauridsen sikrede Danmark en sikker sejr, mens et forventet nederlag til Jacob Jensen betød, at Danmarks skæbne afhang af Magnus Laursen. Den unge Aarhus-dreng kæmpede godt i kampen mod Israels 1’er, men måtte til sidst bøje sig med 1-3 i sæt, hvilket betød at Danmark var ude af kampen om medaljerne.
I næste kamp sejrede danskerne med 2-1 over Schweiz, inden Irland i den sidste kamp blev Danmarks overmagt med samme cifre. Dermed slutter det 5. seedede danske hold på en godkendt 6. plads. De danske spilleres overmænd i kvartfinalen, Israel, gik sidenhen hele vejen til finalen, inden de blev banket af de suveræne vindere fra England.
U17-holdet, der til dette stævne ikke var udtaget af forbundet, men selv valgte at stable et hold på benene, leverede også et flot resultat, selvom det ikke blev til en plads i kvartfinalerne.
I gruppen besejrede Jens Christian Wegeberg, Theis Houlberg og Mathilde Lauridsen overbevisende hhv. Slovakiet og Holland med 3-0, men nederlag på 1-2 mod Wales og Spanien betød, at danskerne endte som 3’er i gruppen og skulle kæmpe om placeringerne 9-16.
Her viste danskerne dog ingen tegn på skuffelse og dårlig indstilling, og med tre sejre på stribe over Ungarn, Israel og Sverige, sikrede holdet sig en godkendt 9. plads, hvilket var fire placeringer bedre end deres seedning.
Også i U17-rækken blev England suveræne vindere - denne gang med en sejr over Frankrig i finalen.
De detaljerede resultater kan findes her: http://www.tournamentsoftware.com/sport/draws.aspx?id=E453080C-15A2-4CF2-B1F1-991715572A8B