May 27, 2012 — Asger Grønlund Arnklit
Kristian Frost og Rasmus Møller Nielsen tørnede i dag sammen i finalen ved den schweiziske PSA Challenger Sekisui Open, hvor Frost trak sig sejrrigt ud af mødet og dermed sikrede sig sin tredje PSA titel i 2012.
Tidligere på dagen blev de to semifinaler spillet, hvor Nielsen først udspillede tyske Jens Schoor med cifrene 11/5, 11/5, 11/7. Den meget sikre sejr over turnerings andenseedede sendte et stærkt signal til Nielsens finalemodstander, der skulle findes i kampen mellem Frost og fjerdeseedede Julien Balbo fra Frankrig. Frost lagde stærkt ud med en 2-0 føring, før Balbo slog tilbage og snuppede tredje sæt. Frost viste dog ingen slinger i valsen og lukkede kampen sikkert 11/5 i fjerde sæt.
Den rent danske finale var dermed en realitet og sidst på eftermiddagen trådte de to danskere på banen. Frost stormede frem og gav blot Nielsen 4 points i første sæt. Derfra strammede det til, og efter at have set andet sæt gå Frosts vej 11/9, kom Nielsen tilbage med 4/11 i tredje sæt. Præcis som i semifinalen slog det dog ikke Frost ud, som lukkede kampen med 11/9 i fjerde sæt.
Frost understreger dermed igen sin dominans på den danske squashscene og viser igen gode takter i Schweiz, hvor han også sidste år vandt en PSA turnering, Pilatus Cup. Både Frost og Nielsen er tilbage i Schweiz om to uger, hvor Frost som førsteseedet skal forsøge at forsvare sin titel ved dette års Pilatus Cup.