Squash Online

Favoritsejre sikrer drømmefinaler ved slutspillet

April 15, 2016Tobias Pørtner

Favoritterne hos både herrerne og damerne sejrede ved dagens semifinaler ved slutspillet i Herlev, hvilket betyder, at årets finaler bliver en gentagelse fra sidste år. Mest spænding var der i opgøret mellem Herlev og Kolding hos herrerne, hvor hjemmeholdet først blev finaleklar efter lidt af et drama.

Et storslået slutspil blev sparket i gang fredag kl. 18.00, hvor alle slutspilsdeltagerne entrerede glasbanen i Skinderskovhallen til et imponerende potpourri af klassiske slagsange. Hallen var pyntet op til fest og spillerne på banen svigtede ikke.

Specielt kampen mellem hjemmeholdet Herlev og Kolding hos herrerne blev et festfyrværkeri. Efter de to første opgør stod der 1-1 i holdkampen, hvorefter der for alvor kom smæk for skillingen. Udeholdets Thomas Laursen tog således en lidt overraskende sejr mod Lau Kiehn med 3-1, og fik dermed revanche for sit nederlag i bronzekampen ved det individuelle DM for 14 dage siden.

Thomas’ sejr betød maksimalt pres på Herlevs Thomas Pilak, der nu skulle slå Andy Lambert med minimum 3-1 i sæt. Det stod dog hurtigt klart, at Andy ikke havde tempoet og stabiliteten til at udfordre Pilak, der komfortabelt vandt 3-0 og dermed sikrede Herlev finalepladsen via en bedre sætscore i 2-2 opgøret.

I finalen venter storfavoritterne fra Birkerød, der slog Skovbakken 3-1 i kampe. De aarhusianske underdogs startede ellers med at skabe en flig af spænding i kampen, da Sebastian Korsgaard besejrede Emil Vogt med 3-1 i sæt.
Spændingen var dog kortvarig, for på kort tid havde Kristian Frost og Joel Makin på makaber vis gjort det af med Tobias Pørtner og Kristian de Silva, der aldrig kom i nærheden af at tage så meget som et sæt og dermed var holdkampen lukket.

Business as usual hos damerne
Hos kvinderne blev der aldrig rigtig noget af hidse sig op over, da både Birkerød og Koldings damer, præcis som i resten af sæsonen, var mindst ét niveau bedre end deres modstandere fra City Squash og Skovbakken, der begge for første gang stod i en semifinale ved et slutspil for rene damehold.

Sissel Trap startede stærkt for City Squash mod Birkerøds Line Hansen, men efter at have tabt 1. sæt med 9-11 til den 11. dobbelte danske mester, var der mesterlige stryg i de to sidste sæt. Herefter var det en formsag for Cecilie Mayer og Marija Shpakova at lukke opgøret.

Også i kampen mellem Kolding og Skovbakken bed en enkelt af underhundenes spillere godt fra sig, da Nanna Frederiksen pressede Mathilde Lauridsen ud i tiebreak i 1. sæt. Dette blev dog tabt og udover den lille chance i dette sæt, kørte Lauridsen, Sally Skaarenborg og Stephanie Riding en sikker sejr i hus.

Dagens resultater betyder følgende program i morgen:

Bronzekampe kl. 11.00:

Damer: City Squash vs. Skovbakken
Herrer: Skovbakken vs. Kolding

Finaler kl. 13.00:

Damer: Kolding vs. Birkerød
Herrer: Birkerød vs. Herlev