Efter lidt interne misforståelser har det desværre ikke lykkedes spillerne at lave et blogindlæg fra lørdag og søndag. Det kunne dog også skyldes, at Danmarks bedste squashpige spillede sig i finalen ved turneringen, hvilket skabte stor ekstase i den danske lejr. Det er den første SS-finale i år fra en dansker.

DU19 skuffede de danske drenge en smule. Vores største håb, Magnus Laursen, var desværre så uheldig at vrikke om på sin fod i første kamp, hvorfor han måtte trække sig med en skade. Bedste placerede dansker i rækken blev derfor Julius Fuglsang, som formåede at tage én sejr efter han havde fået bye i første runde. Julius spillede dog en god turnering, på trods af at han kun vandt én kamp. Mikkel Kønigsfeldt tog sig af platen, mens Kasper Pedersen og Sebastian Pedersen tog sig af de efterfølgende to pladser. Johan Wickman og Rasmus Gyde sluttede som henholdsvis 41 og 40.

DU17 havde Danmark Tobias Weel med som eneste deltager. Tobias spillede en tilfredsstillende turnering, men efter et tæt nederlag i første runde måtte han tage til takke med 35. pladsen. Han fik en del lange, tætte kampe, hvoraf han formåede at vinde 3 af de 5.

PU19 havde Danmark to dygtige piger med, Caroline Christiansen og Sarah Lauridsen. Caroline måtte se sig slået af den senere vinder af turneringen, Christina Gomez, i første runde. Herefter tog hun dog fat og vandt sine resterende kampe, så hun sluttede på en 9. plads. Sarah spillede sig hele vejen til finalen ved hjælp af tætte sejre over to franskmænd. Først slog hun Laura Gamblin i kvartfinalen i en tæt 3-1 kamp, hvorefter hun overvandt Maelle Fuhrer i semifinalen med samme cifre. I begge disse kampe var det specielt Sarahs utrolige skarpe shots, som hjalp hende til sejren.

I finale var Sarah oppe imod Carolines onde ånd fra første runde. På trods af at Sarah kæmpede bravt samt afprøvede forskellige taktikker, så var det umuligt at stille noget op imod spanieren, som klart tog kampen 3-0. Sarah måtte tage til takke med en meget flot 2. plads.

PU17 havde Danmark ligeså to dygtige piger med, Sabine Petersen og Klara Møller. Begge piger spillede sig frem til kvartfinalen uden store problemer. Sabine tabte hendes kamp klart 3-0 til en meget dygtig ukrainer, hvorimod Klara var meget tæt på videre avancement. Klara tabte 11-9 i 5. sæt til en skarp hollandsk pige. Her var specielt en meget omdiskuteret “yes-let”kendelse ved 9-9 i 5. sæt afgørende i slutningen af kampen. Pigerne samlede dog begge op og vandt den næste kamp, hvorfor de skulle mødes i kampen om 5. pladsen. Her vandt Sabine klart 3-0 i en kamp, som aldrig formåede at blive så tæt som forventet.

Næste turnering for juniorerne er JGP i Herlev i den sidste weekend i november.