Så blev det den tid på året, hvor vi om lidt kan skrive oktober i kalenderen og derved også skal til at have afholdt Danish Junior Open i Herlev. Herlev byder igen i år udenlandske spillere på turnering i den kommende weekend, hvor de i alt 102 spillere kommer fra tolv forskellige nationer.

Herlev har de seneste mange år afholdt den internationale turnering Head Danish Junior Open, hvorfor det nærmest er blevet tradition, at de bedste danske juniorer, på eget græs, får lov til at tørne sammen med stærke og eventyrlystne udenlandske juniorer. På trods af, at der i år er ni færre deltagere i forhold til sidste år, forbliver entusiasmen blandt arrangørerne høj, i håbet om at sætte en lige så god, hvis ikke bedre, turnering i stand i forhold til sidste års.

Igen i år er det med Magnus Laursen fra Skovbakken som første seedet, der i BU19 skal forsøge at forbedre sin andenplads fra sidste års turnering. Her blev han slået af Yali Shass fra Israel, der dog ikke er at finde til start ved årets turnering. Udover Magnus er andetseedet Ido Burstein fra Israel, tredjeseedet er Andreas Bö fra Norge og fjerdeseedet er Nadav Raziel. Det bliver i denne række også spændende om nogle af de lavereseedede danskere kan formå at bryde deres seedning.

I GU19 er det den forsvarende mester Nanna Carleke, der i år skal tage imod de to stærke danske håb Sarah Lauridsen og Caroline Christiansen. Sidste år var Sarah ikke med, samtidig med at Caroline måtte trække sig undervejs i turneringen efter at være foran 10-6 i femte sæt mod Nanna Carleke. Der er altså lagt op til en spændende pulje, hvor også finnen Sanna Koivumäki samt Herlev-spilleren Siw Hansen er at finde.

I BU17, der er den største række med 23 spillere, finder vi kun to danske spillere til start, nemlig Tobias Weel som 5/8-seedet og Elias Coyle som 13/16-seedet. For de to drenge bliver det spændende om de kan gøre noget ved det stærke udenlandske fremmøde.

I GU17 ligner det, at det godt kunne blive et dansker-opgør om, hvem der skal løbe med guldet, da vi endnu engang har opgøret mellem Klara Kragh og Sabine Petersen. De to unge danskere får selskab af Lida Takaluoma fra Finland og Ulrikke Ribesen fra Norge.

I BU15 står danskerne meget svagt, da de fem danske spillere alle er at finde inden for de sidste seks seedninger ud af det samlede antal på atten spillere. Det bliver dog spændende at se, hvorvidt de kan bryde nogle seedninger eller om udlændingene er for stærke.

I GU15 skal vi se, om Laura Lauridsen kan formå at hæve sit niveau fra U13-rækken med op i den ældre række, hvor hun som tredjeseedet skal op imod Selena Georgieva fra Bulgarien og Beth Moglia fra Skotland som de to højere seedede spillere.

Hos drengene i U13 har vi de to stærke drenge Joakim Jepsen samt William Tranholm, der som henholdsvis ¾-seedet og 5/8-seedet skal forsøge at tage kampen op imod Philip Georgiev fra Bulgarien, Segev Rome fra Israel samt Philipp Hansert fra Schweiz. De to danskere har vist godt spil i sidste sæson og skal nu bevise, at de har lagt endnu et niveau til deres spil henover sommeren.

I GU13 er der ingen danske spillere, men med Moa Bönnemark fra Sverige, Sophia John fra England samt Jemma Young fra Skotland, er det endnu en nationsrig række, der udspiller sig blandt de yngste piger

Vi ser frem til en fantastisk weekend i Skinderskovhallen, hvor det stærke hold af arrangører vil gøre deres bedste for, at samtlige 102 spillere og deres trænere, coaches og forældre får en behagelig og velafholdt turnering. Hos Squash Online sørger vi naturligvis for en opfølgning på weekendens kampe, men husk at du også undervejs kan følge med på vores snapchat SquashOnline.