I weekenden vandt Line Hansen sin 11. DM-titel i streg og manifesterede sig selv som den bedste danske squashspiller nogensinde. Vi fangede verdens nr. 25, der pt. er bosiddende i Holland med hendes australske mand, til en snak om DM-titler, europamesterskaber og fremtidsmål.

1: Du blev med din 11. titel den mest vindende danske squashspiller nogensinde. Hvilke tanker gør du dig om dette og hvordan ser du muligheder for at udvide denne rekord?

11 titler. Det første jeg tænkte var ‘hold nu kæft jeg er gammel’, godt jeg ikke føler mig gammel. Jeg er selvfølgelig glad for hver og en titel jeg har vundet, men jeg tænker ikke så meget over det. Jeg bliver ved så længe min krop ikke klager, og jeg synes det er sjovt.

2: Hvordan oplevede du DM 2016 i Kolding?

Som altid syntes jeg, at Kolding leverede en super turnering – det kørte som det skulle. Vi manglede nok lidt nogle rigtig tætte kampe i toppen af mester-rækkerne. Det er altid sjovere når kampene bliver nervepirrende! Min favoritkamp var Kristian DS vs Tobias Pørtner, der var det hele i den kamp! (Pørtner vandt 11-9 i femte sæt efter 1t 38m., red.)

3: Hvem tror du, der bliver spilleren, der efterfølger dig som dansk mester og hvorfor?

Lauridsen-søstrene er jo de oplagte arvtagere. Mathilde spiller fornuftigt squash, hvor Sarah har lidt mere vildskab i sit spil, så det kommer an på, hvem af de to, der vil det mest.

4: Du rangerer pt. som 25 i verden. Hvilke tanker gør du dig om fremtiden både nationalt og internationalt?

18 er mit bedste på verdensranglisten, så det kunne selvfølgelig være sjovt at forbedre det. Jeg gjorde det godt til British Open, så nogle flere af de resultater ville heller ikke være af vejen. Alle er så tætte, så jeg vil nemt kunne tabe til spillere der ligger under mig, så vel som slå dem over mig. Det handler om hvem der vil det mest og lidt held på dagen.

5: Om kort tid drager du med det danske kvindelandshold til EM i Polen. Hvordan ser du jeres muligheder og hvad er målet?

Vi er uden tvivl kommet i en hård pulje med England, Wales og Tyskland. England har vi ingen chance i mod, men de to andre bliver 50/50 kampe, så det bliver meget spændende. Vi glæder os og er glade for forbundet igen i år vælger at sende både et dame- og herrelandshold afsted.

6: Og et sidste spørgsmål: Hvis du sammen med Ellen Hamborg-Petersen (den tidligere indehaver af rekorden for flest danske titler) lige nu, hvad ville du så sige til hende?

Hahaha Delle (hendes squashnavn), sagde jo jeg nok skulle hente dig!

 

Næste mulighed for at se Line i aktion er fredag d. 15. april i Herlev, hvor hun med sit hold Birkerød spiller semifinale mod City Squash ved dette års slutspil.