Så blev det igen tid til German Junior Open 2016, som starter i morgen (fredag) og har finaledag på søndag. Turneringen er i år rykket langt væk fra det sydtyske Bayern, hvor turneringen har fundet sted de forrige år, da det hele i år foregår i Hamborg. Dette er naturligvis en gylden chance for mange danske juniorer til at deltage i andre internationale turneringer end Danish Junior Open (Herlev) og Nordic Junior Open (Malmö), som mange også har grebet, da hele 17 juniorer fra hele landet deltager.

I U19-rækkerne har vi 3 danskere med, henholdsvis 2 hos drengene og 1 hos pigerne. Hos drengene stillet kun 25 spillere til start, hvor den nu ubestridt bedste danske junior, Magnus Nørtoft Laursen (Skovbakken), med sin 3/4-seedning skal bevise, at han på internationalt kan formå at hive det høje niveau vi tidligere har set, med ind i 2016. Turneringen er den første for hans vedkommende i dette år, eftersom han hverken deltog i årets første juniorturnering i Sport92 og heller ikke har været at finde internationalt. Hvis niveauet er blevet holdt og et lag eller to er lagt til, så vurderes Magnus i stand til at kunne holde sin seedning og nå til semifinalen. Derudover er Kasper Pedersen fra Thy også at finde i rækken, men man skal ikke forvente at se ham i samme luftlag som Magnus Laursen hvad angår placeringer, men som med godt spil kan gå ind og drille de højere seedede spillere og overraske.

Sarah Lauridsen er den eneste dansker hos pigerne i denne aldersgruppe, hvor hun som 5/8-seedet forventes blandt de bedste otte, men med en god lodtrækning og godt niveau spilmæssigt, kan nå til semifinalen. Her forventes de to højest seedede piger dog at være for stor en mundfuld for thyboeren. Dette er Sarahs første turnering som U19’er, eftersom hun fyldte 17 forrige måned. En semifinaleplads i første U19-turnering vil uden tvivl være tilfredsstillende.

 

I U17-rækkerne har vi fra Danmark ingen piger med, men derimod 3 stærke drenge i form af Julius Fuglsang (Birkerød), Mikkel Kønigsfeldt og Sebastian Pedersen (begge fra Herlev). Højest seedet finder vi Julius Fuglsang, der med sin 9/16-seedning forventes at kunne holde niveauet til, at han ikke skal kæmpe om lavere placeringer. I det lavere seedningslag finder vi de to Herlev-drenge, der begge med en 17/32-seedning automatisk holder deres seedning, med mindre de ryger i kvalifikationen. Indbyrdes har Mikkel og Julius begge et niveau højere end Sebastian, hvor det ellers er dagsformen der afgør de to fra hinanden. Alle drengene skal med den gode udvikling, der er set til de hjemlige turneringer, forsøge at klare sig så langt som muligt i Hamborg, da manglen på point fra internationale turneringer er en klar hæmsko for deres videre avancement. Både Mikkel og Sebastian spås dog chancer for at bryde deres seedning.

 

I U15-rækkerne har vi, modsat de forrige rækker, en hel del spillere, der stiller til start. Hos pigerne er det Sabine Petersen (Herlev), Klara Kragh (Thy), Signe Skelkjær (Struer) og Rosemarie Coyle (Birkerød) der skal spille med om guldet, hvor Sabine og Klara må forventes som de to stærkeste danske kort. De er begge 9/16-seedet, hvor det igen er manglen på turneringer, sammenlignet med konkurrenterne, der gør, at de ikke ligger højere. Og om de burde ligge højere er jo op til dem selv at bevise og om de kan knække koden til kvartfinalen.

Hos drengene er det de to drenge fra Birkerød Marcus Jepsen og Elias Coyle, der sammen med fighteren fra Skovbakken Tobias Fritz Weel, der udformer den danske trups U15-hold. Marcus er seedet 33/64, mens de to andre drenge er seedet 17/32 qua deres tidligere deltagelse ved Polish Junior Open. Det vurderes langt fra realistisk at Marcus bryder sin seedning, hvor det bagefter skal vise sig, om alle tre drenge har niveauet til at ende i ottendedelsfinalen.

 

I U13-rækkerne står Laura Lauridsen som eneste dansker blandt pigerne, der som 3/4-seedet umiddelbart må forventes at gå efter en semifinaleplacering. En forudsigelse i disse lave aldersgrupper kan dog vise sig at være svært, da stærke talenter kan dukke op ud af ingenting. Dog vurderes Lauras niveau fra hjemfronten at have så stærkt et spil, at semifinalen bestemt er inden for rækkevidde!

Hos drengene har vi 3 drenge, hvor Mads Pedersen fra Herlev og William Tranholm begge er seedet 17/32, og Joakim Jepsen, der netop befinder sig i næste seedinglag, som 9/16-seedet. Drengene har alle vist stærkt niveau, hvor Mads dog må forventes at have sværere ved at bryde sin seedning end William har. Hvorvidt drengene er i spil til en kvartfinale, må ligesom i pigerækken forblive en stor usikkerhed, eftersom drengenes internationale niveau endnu ikke er testet.

LÆS OGSÅ: LØBENDE RESULTATER OG LODTRÆKNING FRA GJO

Hos SQO.dk ser vi frem til en spændende turnering fra dansk side af, hvor alle 17 danskere forventes at yde et brag af en indsats, så der kan opnås podieplaceringer og ikke mindst brudte seedninger.

Vi vil i løbet af weekenden holde jer opdateret fra turneringen på SnapChat, ligesom en opsummering af hele turneringen umiddelbart vil forekomme i dagene efter.

Denne artikel er den første fra SQO.dks nye skribent Jonas Kønigsfeldt, som nu er trådt ind i teamet, der holder jer alle opdaterede på den danske og internationale squashverden.