SQO.dk har været ude og spørge turneringsarrangørerne ved den netop overståede hyggeturnering for damer i Sport 92 omkring, hvorfor netop de har succes. De to arrangerende piger, Patricia Christensen og Louise Sander Lorentsen har givet følgende meget flotte og uddybende udlægning på vores spørgsmål.

“Hvilken turnering! Hvilke følelser står man tilbage med efter at have arrangeret den største dameturnering i nyere tid på dansk grund? Hvad er det der gør, at ligepræcis Jeres turnering kan tiltrække så mange spillere?”

Vi vil først gerne lige gøre opmærksom på, at vi havde en del afbud de sidste par dage, så vi endte på 24 deltagere, men det passede nu også bedre end 28 til en halv monrad og en fuld monrad :D
Vi  står selvfølgelig med en rigtig god følelse i kroppen her efter turneringen. Det var rigtig fedt at være med til at holde en turnering, hvor der for det første var så stor opbakning, og hvor der bare var en rigtig god og hyggelig stemning hele aftenen. Turneringen var jo en hyggeturnering, så vi ønskede, at folk bare skulle have en rigtig hyggelig aften med en masse squash, og det følte vi, at folk havde.
Det er altid svært at sige, hvad der har gjort, at netop vores turnering har haft en så stor opbakning, men hvis vi skulle give et bud på hvorfor, så er det for det første, at det er en hyggeturnering. Vi har hørt fra en del klubber, at de har haft problemer med, at deres damer ikke tager til turneringer, fordi de ikke føler, at de er gode nok. Med en hyggeturnering er det hele meget uformelt, og i vores invitation gjorde vi det også klart, at turneringen var for alle. Alligevel hørte vi dog fra klubberne, at de havde flere damer, som end ikke følte, at de var gode nok til denne turnering, men hvis nu alle blev enige om, at turneringen selvfølgelig også var for dem, så kunne vi have endnu flere deltagere til sådan en turnering.
Derudover har vi været til forskellige turneringer både i Struer, Lystrup og Thy, hvor vi har gjort meget ud af at promovere vores turnering. Vores damehold har også nævnt turneringen til deres holdkampe. På denne måde har vi jo kunnet skubbe lidt til nogle af spillerne og høre om ikke de skulle med. Vi har også skabt mere opmærksomhed på vores turnering, for det er nok langt fra alle, som er inde på Squashportalen og tjekke, om der er kommet invitation til en ny turnering. Dertil har det nok også gjort det mindre skræmmende at deltage i vores turnering, fordi de har ansigt og har set niveauet på os, så de kan se, at vi er ligesom dem, og altså ikke top 10 i Danmark.
Det kunne måske også have spillet ind, at vi holdte det på en hverdagsaften, selvom det nok også skræmmer nogen væk. Folk har nok ikke ligeså mange planer en onsdag aften som de har en lørdag, og måske ligger det endda samtidig med deres træning. Det resulterer også i, at det blot er en aften, som de skal tage ud af deres kalender og ikke en hel dag.
Vi havde valgt at lægge vores turnering samtidig med, at vores damehold spillede holdkamp, så de andre damer kunne se, hvad en holdkamp var og damerne til holdkamp kunne se, hvad en hyggeturnering er.
Til slut vil vi gerne sige, at vi håber meget på, at vores turnering kan være med til at skabe et fundament for fremtidige turneringer, da vi nu har fået skubbet nogle damer ud fra “det skjulte”, og vi har fået et kendskab til hinanden, og ved, at der findes damer rundt omkring i de danske klubber, som også gerne vil spille squash, og som er på vores eget niveau. Vi er i hvert fald klar på at tage til diverse hyggeturneringer i de andre klubber.
SQO.dk ønsker alt mulig held og lykke til hele Squashdanmark med, at følge op den seneste kæmpe store succes på kvindesiden. På søndag vil der udkomme en artikel med en kommentar fra udviklingskonsulent fra DSqF, Maiken Møller, som jeg allerede godt kan afsløre er godt tilfreds med denne udvikling.