Alle favoritterne kom planmæssigt fra start ved SQO.dk Grand Prix i Odense, hvor der i morgen vil være godt fyldt op i hallen til den kombinerede Grand Prix- og Seniorturnering.

Det var småt med spændingen ved SQO.dk Grand Prix på førstedagen, da alle favoritterne gik sikkert videre og gjorde sig klar til morgendagens semifinaler.

I Herre Mester bestod spændingen i om formstærke Lau Kiehn, der var seedet 5, skulle få en lodtrækning, der gav ham mulighed for at bryde hans seedning. Desværre for Herlev-drengen røg han ind i 1. seedede Kristian Frost, der gjorde kort proces mod Kiehn med 11-4, 11-6, 11-2.

Også 2. seedede Morten W. Sørensen og 3/4. seedede Thomas Laursen og Rasmus J. Petersen blev klar til semifinalerne, da de sejrede uden de store sværslag. Jesper Ratzer var spilleren der bed mest fra sig, da han fik et enkelt sæt mod Petersen.

Match-up til morgendagens semifinaler, der starter kl. 12.00:
Morten W. Sørensen – Rasmus J. Petersen
Kristian Frost – Thomas Laursen

I Dame Mester var der heller ikke slinger i valsen, da storfavoritterne til placeringer i top 3, Line Hansen, Sally Skaarenborg og Mathilde Lauridsen alle uddelte tørre stryg til hhv. Karina Pilak, Cecilie Mayer og Stephanie Riding.
Størst spænding var der i opgøret mellem 3/4. seedede Sissel Trap og talentet Sarah Lauridsen, der pressede hinanden ud i en tæt 5-sætter i bestræbelserne på at booke en plads i semifinalen. Rutinen var til sidst til Traps fordel, der efter at have ført både 1-0 og 2-1 også viste sig skarpest i afgørende sæt.

Semifinalerne i Dame Mester med start kl. 10.30:
Line Hansen – Sissel Trap
Sally Skaaranborg – Mathilde Lauridsen

I Herre A gjorde Michael Frilund comeback på de danske squashbaner, og han levede op til favoritrollen med en sikker sejr over Jens Clausen. Han fik følgeskab af wild card Line Hansen, der med en sejr bookede et opgør mod 1. seedede Sebastian Korsgaard – et opgør som man vil glæde sig til at overvære, da det vil være en revanchemulighed for unge Korsgaard, der ved Eliterunde 2 måtte bøje sig mod netop Line på 4. singlen mellem Skovbakken og Birkerød.

Semifinaler i Herre A:
Sebastian Korsgaard – Line Hansen
Michael Frilund – Thomas S. Kristiansen

Husk at du kan følge hele turneringen live på TOUR.SQO.DK, samt både vores facebook-side og SnapChat, hvis ikke du har mulighed for at kigge forbi Squash Center Danmark i morgen.