I går deltog SQO.dks egen Tobias Pørtner i et interview med DSqF angående vores kommende turneringer i Odense d. 12.-13. februar – SQO.dk Grand Prix og Seniorturnering.

Nedenfor kan du læse et uddrag af interviewet bragt på dansksquash.dk i dag:

 

Først og fremmest: Hvad er baggrunden for, at I som nyhedssite vælger at arrangere en turnering?

Udover at være ansvarlige for SQO.dk er Kristian Frost og jeg jo først og fremmest to passionerede squashspillere, der elsker at spille og vil vores sport det bedste. I nogle år havde vi været vidne til en faldende kvalitet og deltagerantal ved danske turneringer, og vi tænkte, at vi ville være med til at vende denne uheldige udvikling, hvis muligt.

Sidste år debuterede vi så som arrangør, hvor fokus udelukkende var på at skabe en rigtig fed turnering i gode rammer – ikke at skabe overskud. Vi synes selv, at vi lykkedes rigtig godt, da ca. 70 spillere mødte op og alle gav positiv feedback.

Hvad er målet?

Målet er, præcis som sidste år, at stable et arrangement på benene, hvor deltagerne har det rigtig sjovt og har gode forhold til at koncentrere sig om spillet og hyggen.
Vi håber, også selvom deltagerantallene pt. halter lidt efter, at tiltrække en masse spillere, der bare gerne vil spille squash og nyde en velarrangeret turnering, hvor der ikke fra arrangørens side er fokus på økonomisk overskud, men derimod stoltheden i netop at være arrangør.

På det seneste har vi heldigvis kunne se, at vi ikke er de eneste med fokus på kvalitet, og mange andre arrangører er gået samme vej som os.

Du kan læse resten af interviewet på dansksquash.dk.