Squash Online

Optakt til Nordic Junior Open

October 12, 2012Sebastian Korsgaard

I denne weekend afvikles Nordic Junior Open i Malmø, som i år byder på topspillere fra næsten hele verden. Denne Super Series Event byder på intet mindre end ca. 250 spillere, som alle er klar til at give den gas i Sverige.

I BU19-rækken er engelske Richie Fallows favorit til at vinde titlen. Richie, som har vist storform til mange super series events, står til at skulle møde landsmanden Gata-Aura Taminder i sin semifinale. Blandt de spillere, som forventes at give Richie kamp til stregen, er blandt andre to andre spillere, som står til at også at mødes i en semifinale. 2. seedede Martin Svec fra Tjekkiet får heller ikke en nem vej til finalen, da han står til at skulle spille mod portugiseren Cláudio Pinto, som tidligere har vist, at han også kan være med i toppen. Vi håber selvfølgelig, at drengene fra Danmark overrasker, selvom det bliver en utrolig svær opgave.

I pigernes ældste række er 1. seedede Emilia Soini fra Finland og 2. seedede Nele Gilis fra Belgien favoritter til at skulle kæmpe om titlen til finalen. Finnen, som er suveræn på juniorfronten i sit hjemland, står til at skulle spille mod henholdsvis Lily Tayler, England, og i sin semifinale mod den storspillende tjekke Karolina Holinkova, som begge har vist fremragende spil i tidligere opgør. Nele står til at skulle møde Tereza Svobodova fra Tjekkiet og 3.-4. seedede Csenge Kiss-Máté fra Ungarn, som sagtens kan true belgieren. Her skal Line Falsig og Malene My Christensen repræsentere Danmark i kampen om de gode placeringer – kom så piger!

I drengenes næstældste række er det Miko Äljänen, Finland og Enzo Corigliano, Frankrig, som er favoritterne i kampen om 1. pladsen. Miko, som vandt DU19 ved Finnish Open, får ikke en nem vej mod finalen. Allerede i 3. runde står han til at skulle spille mod amerikaneren Mason Ripka, som dog har døjet med skader i lang tid. Men hvis seedningen holder, står Miko til efterfølgende møde den 3.-4. seedede Balázs Farkas fra Ungarn, som også har vist sig at være en stor trussel for mange topspillere. I den anden halvdel står franskmanden til at møde Michael Craig fra Irland. De to spillere har tidligere haft meget intense opgør, så det bliver sandsynligvis en tæt affære mellem de to.

I GU17-rækken dominerer England . De to engelske piger: Lucy Beecroft og Georgina Kennedy er her favoritter. Lucy får heller ikke en let vej til finalen, da hun står til at skulle møde danske Mathilde Lauridsen, som til tidligere Super Series Events har vist fremragende spil. Elspeth Young fra Skotland står til at skulle møde enten Mathilde eller Lucy i sin semifinale. Georgina møder i sin semifinale landkvinden Alicia Mead, som også tidligere har vist sig som en trussel. Men inden Alicia skal spille sin semifinale, skal hun først forsøge at klare den anden dansker Christine Christoffersen, som også repræsenterer Danmark.

Turneringen er startet her til aften, fredag, og fortsætter hele weekenden. Alle kampe kan som altid følges hos Tournament Software.



Squash Online © 2025