Adventures down under - part I

For kort tid siden valgte Danmarks anden bedste squashspiller på kvindesiden, Sally Skaarenborg, at rive teltpælene op og flytte til Australien. Dette eventyr har SQO.dks læsere fået lov til at følge fra første parket, da Gram-pigen er blevet tilknyttet som fast blogger. Sally vil fortælle om alt: Mentaliteten i Australien, udfordringerne, opturene, nedturene… og nå ja, så også lidt om squash!
Vi håber at I bliver glade for at følge Sally og hendes nye liv tæt. Nedenfor er første indlæg fra Australien:

Dansk squash har i længere tid været på en nedadgående kurve og efter lang tids overvejelse har min kæreste (Benjamin) og jeg besluttet at rejse ud i verden for at opsøge nye og spændende oplevelser. For mit vedkommende mest vedrørende squash, men også alt muligt andet, som man ikke lige kommer omkring hjemme i lille Danmark. I Danmark bruger man mange penge på at rejse rundt i Europa og i resten af verden for at komme til turneringer. Her i Australien har de alle de turneringer, man skal spille på et år, og flere til, indenfor landets grænser. Ja, afstandene er store her, men det vil, i længden, komme til at koste noget mindre at rejse rundt her end derhjemme, plus at der her er en masse piger, man kan træne og spille med, hvilket også er noget anderledes end derhjemme, hvor flertallet ikke ligefrem er af piger.

Fattig og hjemløs De første par uger har været noget ustabile og meget op ad bakke. Det har til tider været en helt parodi på uheld efter uheld, men nu har vi endelig fundet os en lejlighed, der ligger blot 50 meter fra stranden. Stedet er Mooloolaba Beach på The Sunshine Coast, og det er ganske enkelt fantastisk.

Det hele startede med, at vi ankom til Brisbane onsdag d. 3. oktober og blev indlogeret på en backpacker hotel. Det var super fint, meget hippieagtigt og surrealistisk, men alt i alt meget fint. Vi finder dog hurtigt ud af, at det er alt for dyrt at bo på hoteller i Brisbane. Prisen ligger på omkring 650 kr. pr. nat (19.700 kr./md.) og uden job eller opsparing ville det hurtigt bruge vores penge op, så vi pakkede vores tasker igen og drog ud for at finde et andet alternativ.
Vi nåede til en bilforhandler, som solgte en dejlig stor van (et gammelt stykke rust på hjul, fandt vi ud af, EFTER vi havde brugt 18.000 kr. på den). Vi kørte glædeligt afsted i den for at finde en strand, hvor vi kunne overnatte, da det bliver mørkt meget hurtigt her - omkring kl. 19 er det kulsort, da det jo stadig kun er forår her endnu ;).

Vi prøvede i nogle dage på at finde en fin strand i Brisbane, men alle de strande, der ligger ved Brisbane, kan man bestemt ikke kalde for strande. Det er mere jord, hvor man har lavet en hjemmelavet strand på 5 meter, hvilket vi blev ret så skuffede over, men til sidst fandt vi et hyggeligt familieområde, hvor det også ville være sikkert at overnatte i en van. Uden madras, dyne eller hovedpude lagde vi os til at sove på bilens gulv med en sko under hovedet og jakke som dyne… Da bilen havde været voldsomt dyr, valgte vi bare at bo i den i nogle dage for at spare penge på hotel, så vi fandt madras, dyne og hovedpuder, samt gardiner, køkkenting, mad og hylder, så bilen blev et fint lille (læs: ultra lille) værelse.

Vores plan var, at vi ville køre op langs kysten og finde et lækkert sted at være med strand og muligheder, men efter få dage fik Benjamin tandpine - meget slem tandpine. Til sidst kunne han ikke holde det ud længere, og vores pilledepot var ved at være brugt op, så vi valgte at gå til tandlæge. Tandlæge er (åbenbart) en af de udgifter, der er blevet sparet væk derhjemme, hvilket betød at han havde fået tre(!) huller i den samme side af munden, en mulig rodbehandling og en tandlægeregning på 4.500 kr. Bum! Vi havde ellers glædet os super meget til at komme i Steve Irwins Zoo og til at surfe hele weekenden, men ja, alle de planer blev lige slettet fra kalenderen, da vi sagde ‘ja tak, bare på beløbet’. Damn!

Vi havde dog stadig lidt af vores gode humør tilbage og masser af gå-på-mod (når bare Benjamin var pumpet op på pain-killers), så vi besluttede os for at tage ud til en fin strand og være der i stedet. Vi fik at vide af en sød pige, at hvis vi ville til en rigtig lækker strand, skulle vi tage op til The Sunshine Coast, hvor man finder hvide sandstrande, lækkert blåt vand og fede surferbølger, så der valgte vi at køre op, efter at tandlægen havde arbejdet på Benjamins tænder. Bilen var dog begyndt at opføre sig meget underligt i mellemtiden. Den gik simpelthen bare ud konstant og kørte meget ujævnt. Døren var gået i stykker og motoren blev meget varm til tider, så vi turde ikke køre så langt i den. Vi havde heldigvis været så smarte at købe den hos en Dealer med garanti på den, så vi kørte tilbage med den og efter en hel dag på værksted og en masse udskiftede dele, kunne vi køre op til Sunshine Coast. Bilen kørte nu okay igen, så det var da et lyspunkt.

Kollektiv i paradis Så snart vi ankom til Sunshine Coast vidste vi, at det var her vi ville være i længere tid. Det er ganske enkelt et paradis her. Vi boede dog stadig i bilen på det tidspunkt, hvilket var begyndt at blive lidt af en prøvelse. Man sover ad H til, man kan ikke lave mad, skifte tøj eller tage et bad, og selvom vi havde indrettet det fint, så var der godt nok ikke meget plads at være på. Ud over det, så startede min første squashturnering ugen efter, og med alt det stress, vi havde haft, vidste jeg godt, at jeg ikke ville komme til at kunne yde 100%. Efter to dage i bilen og INGEN varme bade siden vi ankom for 14 dage siden (alle offentlige bade er ishamrende kolde) samt ingen plads, besluttede vi os for at søge efter en lejlighed. Det tog os en hel dag at finde frem til den perfekte lejlighed, som vi nu har fundet.

Vi deler køkken, stue, altan og bad med en dreng fra Zimbabwe og en pige fra New Zealand. Inde ved siden af bor nogle fra Canada, Schweiz og mange andre steder, så det er lidt af et internationalt hus. Jeg har aldrig delt med andre mennesker, så for mig er det stadig lidt af en prøvelse. De kan IKKE finde ud af at rydde op efter sig selv. Der er et lækkert tv med alle de kanaler og film, som man overhovedet kan komme i nærheden af, men som sagt deler vi, så tv’et er kun vores, hvis vi kommer først hjem og sætter os i sofaen. Vi kan godt lide at se film, så det er vores vigtigste mål for dagen :). Jeg skal øve mig i at blive bedre til at dele med andre, for vi har skrevet under på kontrakten indtil 1. februar.

Men ja, det hele slutter ikke heeelt endnu, for bilen begyndte at opføre sig meget værre, end før den blev lavet. På vej til turnering i Brisbane blev vi nødt til at tage endnu en tur forbi bilhandleren for at få bilen lavet. Vi fik en lånebil, så jeg kunne køre ud for at spille squash mod Melody Francis og efter en helt weekend på værksted og nogle bilhandlere, som konstant blev ved med at afprøve os, fik vi at vide at bilen ikke kom til at køre 100% igen, og at de ikke ville give os pengene igen for bilen. Efter lidt tovtrækkeri fik vi lov til at bytte bilen til en anden, og vi fandt en Commodore Sedan. En super lækker og stor bil med V6 motor! Så Benjamin er forelsket igen… i sin nye bil… med V6 motor. Drenge! Tsk ;)

Lidt heldige er vi da, for bilen kører stadig perfekt, og det er den bedste bil vi nogensinde har haft. Så super godt bytte!

Jagten på arbejde Det har været super spændende og grænseoverskridende at prøve og bo som en bums i lidt over 14 dage, men nu er vi også glade for, at vi har en lækker lejlighed 50 m fra stranden, en mega lækker bil, og at mit squash er oppe at køre. Nu mangler vi bare nogle jobs, så vi kan få det hele til at køre rundt, for Australien er latterlig dyrt. Alt hvad man laver, koster mange penge; bare grøntsager er sindssygt dyre. Den anden dag gav vi 30 kr. for fire tomater og 20 kr. for to peberfrugter og man, så vi må hellere få et job, så vi rent faktisk har råd til det i fremtiden!

Vi har prøvet at søge arbejde, men krisen har åbenbart også ramt hernede. Vi har ellers hele tiden fået af vide, at Australien var stedet at være, da krisen her ikke har ramt halvt så hårdt som derhjemme. Men pt. er det umuligt for Benjamin at få arbejde som tømrer, som ellers er hans fag, og jeg har søgt nogle steder, som ikke har ringet tilbage. Når jeg kommer hjem fra Mackay i næste weekend, vil jeg gå lidt mere aggressivt til værks, for intet arbejde = ingen penge. Men alt andet kører nu, så nu kan vi fokusere på arbejdet, og så vil det hele falde på plads stille og roligt.

Et kæmpe plus her er, at alle er helt overdrevet venlige. Det er helt underligt at gå ind i et travlt supermarked og stå i kø, og når man kommer op til disken, så tager ekspedienten sig lige tid til at spørge, hvordan man har det, hvad man har lavet i dag og om man har planer i aften. Det er meget anderledes end i Danmark. Og hvis man bare ser ud som om, at man ikke kan finde vej, så spørger alle høfligt, om de skal hjælpe, og selvom de skal den anden vej, så går de gerne med en helt anden vej i 10 minutter, blot for at være sikre på at man finder frem. Alle giver hinanden plads, både i bil og som fodgængere - det kunne vi godt lære noget af derhjemme, og det er helt sikkert noget, vi vil tage med hjem igen, når den tid kommer.

Det var alt fra mig for denne gang. Jeg håber at alle har det fantastisk derhjemme, og at vinteren ikke kommer for hurtigt. Her er sommeren på vej og med 32 grader her i foråret, så ‘frygter’ jeg lidt for, hvordan sommeren bliver :)

Sally Skaarenborg