Et ellers stille transfervindue er så småt ved at udvikle sig til et sandt indkøbsorgie i Birkerød, der som den eneste klub i elitedivisionen indtil videre har forstærket sig med mere end én spiller.
Nu er den fjerde spiller så blevet hentet til klubben henover sommeren, og endnu engang bliver der tale om en spiller til herreholdet som ligner en markant forstærktning.
Birkerød har nemlig lavet en aftale med danmarksranglistens nr. 5, Michael Frilund, som skifter fra ligarivalerne København SK.
Michael Frilund har trods sin forholdsvis unge alder en ekstrem stor erfaring og resultatliste inden for squashverdenen, der bl.a. tæller en 5. plads til EM for U19-spillere og flere år på det danske seniorlandshold.
Derudover har han også vundet sølv til det individuelle DM for en række år siden og har repræsenteret ikke mindre end tre elitedivisionsklubber i Danmark (Odense SMK, Åbyhøj og København SK) inden han nu starter i sin fjerde af slagsen.
Her kommer han på hold med bl.a. sin tidligere holdkammerat fra Åbyhøj-dagene, Mikkel Pedersen, og hans gamle rival Morten W. Sørensen, som han tidligere har haft mange tætte og drabelige dyster med.
Dermed har Birkerød igen vist at de mener det alvorligt i denne sæson, og den store oprustning har også resulteret i at SquashOnlines læsere i en afstemning her på sitet pt. ser holdet fra Sjælland som favoritter til at vinde det danske mesterskab i år.
Udover de nævnte nyerhvervelser forlyder det også at engelske Joe Lee (verdens nr. 74), som også sidste år spillede et par kampe for klubben, kommer til at spille en central rolle på holdet.
Det er lige før jeg tør sige tillykke med guldet allerede nu.... men Herlev vil naturligvis gøre sit til at give Birkerød og de øvrige tophold kamp til stregen, men det lader til at blive en temmelig hård opgave.