Den forholdsvis nye klub i elitesammenhæng, Kolding, har på få år manifesteret sig i den bedste halvdel af rækken. Sidste år blev det til en bronze i slutspillet (deres første medalje nogensinde) efter nederlag i semifinalen mod Team Århus og en regulær afklapsning af KSK i den sidste kamp.
Netop Team Århus er også i år modstanderen i kampen om at nå finalen - et hold Kolding historisk set har det meget svært imod. Vi har haft holdkaptajn Tobias Pørtner i den varme stol for at høre hvordan han og Kolding ser mulighederne i slutspillet.
Til at starte med vil vi gerne lige have et overblik over jeres sæson indtil videre:
Hvordan er jeres sæson overordnet set forløbet?
Vi har i Kolding haft vores nok bedste sæson nogensinde. Vores klub er forholdsvis ny i denne sammenhæng og sikrede sig først elitestatus for 3 sæsoner siden. Alligevel har vi formået med en ung trup at bide os fast i toppen af dansk hold-squash og i år har bare været endnu et skridt i den retning.
Vi fik med hiv og sving sikret os 2. pladsen i grundspillet hvilket var ekstremt vigtigt, så vi er indtil videre tilfredse.
Hvad har indtil videre været sæsonens højdepunkt og lavpunkt?
Højdepunktet i vores sæson har helt sikkert været starten, hvor vi var ubesejrede i lang tid og bl.a. slog de forsvarende mestre fra OSC i vores første indbyrdes opgør på hjemmebanen i KFUM-hallerne.
Lavpunktet må være vores sidste kamp mod Team Århus, hvor vi som hold aldrig rigtig ramte dagen og faktisk var tæt på at smide en ellers sikker samlet 2. plads i rækken væk, så vi glæder os til en revanche mod dem - nu kan de jo heller ikke stille med 3 tyskere denne gang så deres hold er knap så skræmmende i denne weekend.
Og så til det der virkelig tæller - slutspillet:
Vinder I DM for hold og hvis ja, hvorfor? (Hvis ikke, hvad er så målet for slutspillet?)
Det er altid et svært spørgsmål at svare på, men ja, vi tror på at vi kan gå hele vejen.
Vi har en masse spillere som lige nu har vind i sejlene og er inde i en eksplosiv udvikling - bl.a. vandt Kristian Frost og Sally Skaarenborg hhv. guld og sølv til det netop overståede individuelle DM. Hvis vi rammer dagen kan vi slå alle, så guldet er vores mål!
Hvilke spillere stiller I med til dette års slutspil?
Vores hold er Sally Skaarenborg, Helene Lassen, Kristian Frost, Francesco Busi, Andy Lambert, Tobias Pørtner og Christian Andersen.
Vi stiller desværre uden vores franske stjerne Camille Serme som manglede en kamp (!) for at blive slutspilsklar, så det er lidt bittert - med hende på holdet havde vi set ekstremt skræmmende ud.
Hvad er jeres holds største styrke(r)?
Vores styrker er mange, men den mest udtalte lige nu er nok at vi er en masse unge spillere på vej frem og som er i god medvind. Som nævnt ovenfor har vi lige haft to mand i DM-finalerne hvoraf den ene overraskende vandt guld, samt Andy og undertegnede der har haft stor fremgang i den snart overståede sæson.
Derudover har vi i klubben et kanon set-up som gør at vi spillere ikke skal tænke på andet end at spille vores kampe, resten har vi andre kræfter der tager sig af.
Hvordan ser du jeres semifinale - hvordan er jeres chancer og hvilke kampe bliver eventuelle nøgleopgør?
Jeg ser vores semifinale som ekstremt tæt. Vi har det historisk set ikke specielt godt mod Team Århus, bl.a. tabte vi efter en helt fantastisk holdkamp til dem i semifinalen sidste år, men jeg tror på at det denne gang falder ud til vores fordel.
Vi er ganske enkelt mere sultne end dem, men skal også passe på at denne sult ikke udvikler sig til nervøsitet, da Team Århus har et meget rutineret hold ført an af Stefan Leifels, Mads Korsbjerg og Mikkel Korsbjerg der alle er godt oppe i 30'erne (undskyld :-)...).
Nøgleopgørerne bliver der mange af, men bl.a. kampene mellem Frost/Leifels og Sally/Dagmar er nok kampe vi helst skal have vippet til vores fordel. Også kampene mellem Busi/Mads K og Andy/Mikkel K ser tætte ud, så det er vel nærmest umuligt at spå om en favorit i den samlede holdkamp.
Hvem tror du vinder den anden semifinale og hvorfor?
Det gør OSC, og hvis de er klar på dagen kan det også blive til en ordentlig afklapser da de er store favoritter i alle kampene. Denne kamp er virkelig Davids kamp mod Goliat, men man skal aldrig helt afskrive det unge talentfulde Herlev-hold som virkelig har præsteret flot i denne sæson.
Er slutspillet anderledes i forhold til den normale sæson? Er det noget specielt eller er det bare et par holdkampe som så mange andre?
Alt er anderledes, men på den gode måde!
Sidste år var der en fantastisk kulisse hvor alle klubberne havde masser af tilskuere med så stemningen er helt sindssyg og presset helt anderledes. Netop den slutspils-model vi har i Danmark er noget af det aller fedeste ved squash på nationalt plan.
Til slut - hvad er dit bud på slutplaceringerne til dette års slutspil?
Kolding
Odense SC
Herlev
Team Århus
Jeg tror at vi overrasker og går hele vejen, og så tror jeg at Herlevs unge hold vil være langt mere tændte til bronze-kampen mod Team Århus om lørdagen, hvilket vil gøre at den kamp tipper til deres fordel.