What a game!

Jacob Nørmark Hansen
11. April 2010, 18:31
Læs med her for at se hvem der vandt det danske mesterskab for herrer!

Snakken gik inden finalen om at Rasmus' større erfaring ville gøre forskellen i finalen mod Kristian Frost. Ikke mange var af den overbevisning at Frost havde den store mulighed for at tage titlen som Danmarkmester anno 2010. Begge spillere havde haft en forholdsvis nem vej til finalen hvor ingen af de to havde afgivet så meget som et sæt. De to, der kender hinanden rigtig godt og træner sammen ofte, stod altså overfor hinanden på glasbanen hvor der var proppet med tilskuere på tribunen.

Jeg vil forsøge at give jer det bedste indblik i denne kamp, hvis I var så uheldige ikke at være til stede i Squash Center Danmark på Sønderboulevarden i Odense.

Første sæt bar præg af at de begge lige skulle spilles ind i kampen. Rasmus lavede et par uprovokerede fejl i forhånden hvor han forsøgte at krydse. Det så mest af alt så ud som om han mistede grebet en smule på ketcheren i skudøjeblikket. De to fulgtes godt ad, men Rasmus fik dog skabt sig et forspring med et flot grundsspil hvor de to duellerede drabeligt med mange og skarpe længder. Rasmus ramte 10 point hvor Kristian kun havde 8. Meget forventeligt blev der snakket om titelforsvaret ville snart blive en realitet.
Men der var bare ét problem, og det problem hed Kristian Frost. Det lod ikke til at påvirke den unge fyr fra Gjellerup nær Herning at han var ved at komme bagud 0/1. Med stor fight og løbevillighed kom han tilbage i kampen og tog overraskende nok den første pind med 12/10.

Jeg vil lige lade en bemærkning falde inden jeg går videre med referatet. Dommeren under denne kamp var Morten Wigandt der gjorde det godt set fra min side. Kampen var meget tæt og der var selvfølgelig nogle tvivlsomme kendelser, men sådan vil det altid være når to spillere på så højt niveau mødes.

Nå, videre - I skal jo vide hvem der vandt det der DM i Odense!

Kristian var kommet foran, men det ændrede dog ikke holdningen blandt tilskuerne - de fleste vil nok stadig have sat pengene på Rasmus. Med spillet i andet sæt fra Rasmus Møller Nielsen blev denne forudsigelse da også underbygget. Med flotte detaljer og et solidt spil fra T'et sørgede han for at Kristian fik lov til at løbe solen sort. Kristian forsøgte at spille med i samme tempo, men måtte til sidst bøje sig og se sættet gå til Rasmus; 8/11.

Alt var igen lige.

3. sæt begyndte. Pludselig var Kristian i teten og billedet fra forrige sæt synes at være spejlvendt! Med skarpt spil oppe foran og længder der kyssede sidevæggen hele vejen ned, formåede Kristian at skabe sig et forspring som Rasmus ikke kunne hente. På trods af dette begyndte den unge herre der spiller for Kolding at se en anelse træt ud. Kristian Gram og jeg blev hurtigt enige om at dette sæt skulle vindes for Kristian, hvis ikke han måtte tage til takke med en 2.plads. Og det var lige hvad han gjorde - 11/6 i hans favør.

Kampen spidsede til - skulle vi have en ny Dansk Mester?

Fjerde sæt var nok det underligste sæt jeg længe har set. Kristian var ramt. Pludselig så han ikke så stærk ud længere. Valgte forkerte løsninger. Drops'ne sad ikke som de skulle og der var snart ikke mere tilbage på duracellbatteriet. Hurtigt bragte Møller Nielsen sig foran med 4-1. Efter det, skete der noget jeg ikke troede jeg skulle opleve i en finale om det danske mesterskab. Kristian opgav praktisk talt sættet. Skød bold i tinnet med vilje, undgik at løbe efter hårde slag. Det så ud som om hans tanker allerede var på det næste sæt. Det medførte at 4. sæt vel tog 5 minutter ialt og Rasmus vandt 11/1.

Måske var det lige hvad Kristian manglede? 5. sæt begyndte i et tempo man næsten aldrig ser i Dansk squash. Der blev ikke lavet så mange ekstraordinære slag, publikum måtte bare suge til sig i forudsigelig squash og en duel mellem to spillere der var meget glade for at spille længder i baghånden på modstanderen. Alligevel blev det aldrig kedeligt, der var en ekstremt spændt stemning - på og udenfor banen. Publikum hujede for deres favorit. Ifølge min vage hukommelse fulgtes de to ad til 4/4. Der var på dette tidspunkt ingen der turde komme med forudsigelser for kampen længere. Nu måtte vi bare vente og se hvad de to fik spillet sig frem til.

Menuen stod nu på et dusin nervepirrende minutter. Efter et par LET-kendelser fra dommer Wigandt, der forøvrigt kender alt til situationer som den de to spillere var i da han selv har vundet det danske mesterskab 3 gange, trak Kristian Frost fra. Han trak faktisk så meget fra at han pludselig stod én sølle bold fra at kalde sig Dansk Mester som 21-årig. 10/6.
På trods af dette så det ikke ud til at han blev ramt af nerver. Med en grimasse jeg ikke troede drengen kunne fremtrylle var man ikke i tvivl om at han nok skulle gøre sit aller bedste så han kunne gå over og sætte pokalen på sin hylde i lejligheden blot 100 meter fra centeret. Rasmus lagde sig dog ikke på ryggen af den grund. Forskellen blev formindsket med en enkelt pind - 10/7. Næste duel viste sig at afgøre dette års DM. Kristian slog en hård bold med baghånden ned af venstre side - Rasmus stod i højre side af banen. Rasmus fik ikke medhold i sin forespørgsmål om en LET-bold og Kristian kunne bryde ud i fuld jubel selvom han ikke selv for alvor virkede til endnu helt at have forstået hvad han havde opnået.
Derfor kan vi altså gratulere Kristian Frost der nu kan kalde sig Dansk Mester for første gang. Om det bliver starten på en æra for ham i dansk squash kan vi kun lade tiden vise...

Kommentarer

John Lambert siger:11. April 2010, 20:58Selv om jeg er far til den ”rigtige” squash spiller, der var med i TV2 Sporten i aftes (og derfor glad for at se ham), undrer jeg mig over mediets manglende omtale af DM i squash. Indfaldsvinklen med indslaget var jo, at en kendt person spiller squash når han ikke sidder ved bordet ved hans egne ”sport”. Ellers, mig bekendt, har der ikke været omtale af DM på hverken DR1 eller TV2 (ej heller tekst TV). Men TV2 viste jo, at DM var i gang. Måske kommer der noget i den sene udsendelse….

OK – nu har jeg brokket mig. Men pointen af dette indlæg er egentlig at rose skribenterne for de gode, hurtige og fyldige indlæg – som er et stort, og levende, supplement til de online resultater.

Ellers, stor tillykke til Kristian Frost med Mesterskabet. Han fornemmer nok, at jeg vil holde med en Kolding dreng (hvis ikke der er nogen fra Århus der når så langt ;-)
Louise Jørgensen siger:11. April 2010, 22:51Hej John og andre,

Først et stort tillykke til Frost og Line!

Dernæst vil jeg lige knytte en kommentar til Johns "brokkeri" - som jeg i øvrigt er helt enig i. Jeg har indtil fornylig arbejdet som journalist på TV 2 Sporten. Jeg spiller selv squash og ville elske, at der var noget mere af det på tv.
Nu kan jeg kun tale ud fra den situation, jeg kender på TV 2. Her handler det i meget korte træk om at trække seere til. Desværre. Det er en forretning, der skal køre rundt - og jo flere seere, jo flere reklamekroner. Derfor sorteres der groft i det, der kommer på skærmen. Selvom mange af os i squash-verdenen hurtigt kan blive enige om, at squash er en fantastisk sport, så er det begrænset, hvor mange andre derude, der deler den opfattelse. Tro mig - jeg har mange gange forsøgt at få squash på programmet. :) Men når alt kommer til alt, så sælger Gus Hansen bare bedre end en fantastisk finale mellem to - stadig - ret ukendte squashspillere. Det er ærgerligt, men sådan er det. Og så håber jeg, at I alligevel deler den mening, at sådan et indslag er bedre end ingenting..

At det end ikke er nævnt på web-siderne eller tekst-tv vil jeg ikke undskylde for. Det bør det da være.

Hilsner fra
Louise - og tak til alle for en god weekend!
Samir Munir siger:12. April 2010, 00:59Ikke så mange ord herfra mig, fraset at billeder fra weekenden er lagt op på min facebook-profil:

Der er to albums:

http://www.facebook.com/album.php?aid=415113&id=576515053
og
http://www.facebook.com/album.php?aid=415154&id=576515053

tak for en fin fin weekend :-)

samir
Jacob Nørmark Hansen siger:12. April 2010, 09:30Samir kan du ikke smide det op i et picasa-album? Ikke alle der har facebook, og billederne bliver også gjort noget mindre når de bliver lagt på face.. desværre :(
Tobias Pørtner siger:12. April 2010, 10:20Det Louise skriver er jo nok desværre den sandhed som vi alle reelt god ved eksisterer. Men når det så er sagt, så har squash vel været i TV mange år i træk med et indslag i sporten fra finalerne, så det kan ikke kun være derfor.
Selvom DM var et utrolig godt stævne og forløb tæt på perfekt, så var der op til utrolig lidt reklame for turneringen og jeg forestiller mig at det er begrænset hvor meget arrangøren har gjort for at få medierne til at komme søndag kl. 13.00 (kun et gæt).

At der ikke kommer så meget som en lokalstation bekræfter mig lidt i dette; jeg kan bl.a. huske at da jeg spillede i Sport92 fra Hammerum var vi flere gange om året i TV Midt/Vest, og nu hvor jeg spiller i Kolding tropper TV-Kolding troeligt op til alle vores hjemmekampe og laver interviews etc.

Hvis vi vil have opmærksomhed må vi ud af busken - det har vi formået de andre år, men den kiksede desværre i år.

Mht. Gustav, så havde de fleste vel luret den på forhånd - det var en oplagt vinkel :). Det var dog ærgeligt at vi ikke kunne få "blandet" historien, så det handlede om både ham på en squashbane... Og så lige LIDT med billeder fra finalerne og et kort interview med vinderne. Vinklen var som jeg ser det OK og interessant.
Rasmus Trøst siger:12. April 2010, 13:16Helt enig i at der sagtens kunne være koblet lidt mere på det Gus-indslag uden at vi skal gøre det til et spørgsmål om penge og seertal, og ikke mindst så synes jeg også at arrangørerne af et DM forpligter sig til en større indsats omkring optakten end den der er vist i år! Der bliver jo nærmest talt mere om en marginalsport som curling end der gør om squash, vi har da bare at få gjort vores til at få promoveret den sport når chancen er der! En lille detalje som t-shirts fra et DM synes jeg også har manglet de sidste par år. Måske er det bare mig, men igen, det skilter med sportsgrenen udadtil og gør det i alt fald ikke interessen og nysgerrigheden mindre fra offentligheden...
Stephanie Riding siger:12. April 2010, 13:35Mht. t-shirts, tror jeg, - lige til denne turnering – at arrangørerne valgte at have fri frugt og vand stående til spillerne i stedet for at give os en t-shirt med hjem. Jeg tror, det handler om hvordan den enkelte arrangør vælger at prioritere.

Her er links til de to udsendelser fra søndagens DM fianler på Tv Fyn:

Interview med Line Hansen:
http://www.tv2fyn.dk/video/29722

Klip fra finalerne
http://www.tv2fyn.dk/article/225997?autoplay=1
Tobias Pørtner siger:12. April 2010, 14:27Kan se jeg tog fejl mht. lokal-tv - det glæder mig! :).

Tilføj en kommentar

Når du ikke har oprettet en bruger, skal du angive dine oplysninger hvergang du skal kommentere på indhold. Du kan oprette en bruger, det er gratis og tager kun få minutter.

Copyright Squashonline.dk © 2007 - 2012