I weekenden var 10 danske juniorer afsted til den store internationale juniorturnering, Belgium Junior Open. Turneringen er en af de store Super Series turneringer og niveauet var derfor højt - og giver dermed også flere point til ESF-ranglisten. Der var spillere fra hele Europa og endda nogle få langvejs fra - bl.a. Egypten. Danskerne leverede gode resultater med mange spillere i top 20 og en enkelt podieplads.
Danmark var kun repræsenteret i pigerækkerne U15 og U17, da ingen U19 spillere var udtaget.
Den yngste dansker til turneringen, Christine Christoffersen, som havde debut til en international juniorturnering (udover Nordic Junior Open), havde nogle hårde kampe, bl.a. to lange 4-sæts kampe. Christine fik en sejr ud af anstrengelserne, og endte på en godkendt 18. plads.
Malene Christensen, som fornyligt er rykket op i U17, endte på en 26. plads. Malene spillede en rigtig god kamp mod Nikki Heijden, som er en af de bedste piger fra Holland, men tabte dog 3-1.
En af Danmarks bedste piger, Nanna Frederiksen, leverede blandede resultater i Belgien. Nanna døjede dog med noget sygdom og det blev i alt til 3 sejre og 2 nederlag.
Millie Jensen, Danmarks bedste junior pige klarede sig rigtig godt. Hun havde en hård lodtrækning da hun skulle møde Caroline Sayegh fra Tyskland i 2. runde og tabte desværre 0-3. Derfra vandt Millie dog 2 kampe og sluttede på en 11. plads.
I drengerækkerne var Danmark lidt bedre repræsenteret med spillere fra U15 til U19.
Alle drengene formåede at gå videre fra første runde, hvilket var meget positivt. Specielt Thomas Laursen og Christian Steffensen spillede rigtig godt og vandt de to første runder, hvorefter de skulle spille om pladserne 1-16. Herfra var det dog nogle hårde kampe og Thomas og Christian skulle derfor mødes i kampen om 15. pladsen. Dette blev en sand gyser hvor Thomas trak det længste strå og vandt i 5 sæt - endda efter at have været nede med 3 matchbolde i 3. sæt.
Emil Grooss blev bedre placeret end sin 30.seedning, da han endte som nr. 20. Emil spillede flere gode kampe og fik helt sikkert en masse erfaring med hjem fra turen.
Martin Laursen sluttede på en 17. plads efter at have tabt 2. runde til en velspillende Taminda Gata Aura. Derefter fik Martin dog ikke den helt store modstand og han vandt resten af kampene. Måske med en anden lodtrækning kunne Martin have leveret et bedre resultat.
Kasper Svith blev top 30 og havde flere gode kampe. Kasper har dog over et år endnu og skal helt sikkert nok nå at levere nogle gode resultater.
Danmarks bedste placering tog Caspar Grauballe, da han blev nr. 3 i DU19. Caspar tabte semifinalen til den stærke tysker Rudi Ruhrmüller hvorefter han slog Daniel Mekbib i kampen om 3. pladsen.
Det tegner godt i fremtiden for de danske spillere, da flere og flere går videre fra første runde og nogle få går videre fra 2. runde.
Måske om nogle år Danmark kan presse de helt store nationer som England og Frankrig i kampen om podiepladserne?
Tillykke til Juniorerne med de flotte resultater!